I denne tid er angst i forskellige afskygninger meget oppe i medierne. Panikangst, fobier, angst for folk med briller og meget mere. Jeg har også en gang lidt af angst. Angst for store målmænd. Personificeret i min daværende holdkammerat og siden gode ven, Ole Nørskov. Pylle blandt venner og andre håndboldkyndige. Tillad mig at starte med lidt baggrundsinformation.
Sidst i 70’erne og i starten af 80’erne (altså en gang i sidste årtusinde) hed målmandsparret på det danske håndboldlandshold Mogens og Ole. Jeppesen og Nørskov for dem, der hænger sig i persontrivielle detaljer. Det var i denne periode, jeg kæmpede mig vej op gennem ungdomsrækkerne i AGF og lagde fundamentet til en formidabel karriere på de lyse trægulve. Eller noget.
Pylle var naturligvis et stort idol for mange århusianske håndbolddrenge dengang. Både på baggrund af præstationerne i målet og fordi han var en person, som stod fast på sine principper og kæmpede mod uretfærdigheder. For eksempel var Pylle glad for at spille i sko fra Adidas, og Adidas var også glade for ham. Så når Pylle sprang et snørebånd, så stod Adidas straks parat med et nyt. Faktisk fik han også sine sko gratis, men det kommer vi til. Det var imidlertid sådan, at Dansk Håndboldforbund havde lavet en sponsoraftale med et konkurrerende mærke, og de ville have, at alle landsholdsspillere skulle spille i deres sko.
Og det ville Pylle ikke, for traditionelt var sko ikke en del af sådanne aftaler. Og så syntes han ikke, at andre skulle bestemme, hvad han skulle have på sine fødder. Forbundet holdt på deres og efter længere tids tovtrækkeri endte det med, at Pylle havde spillet sin sidste landskamp. Siden er sådanne aftaler for længst blevet lavet om, så spillerne i princippet kan stille op i cloggs eller gummistøvler, og det er vel et eller andet sted Pylles fortjeneste.
Det var altså en sådan personlighed, som undertegnede, en håbefuld 18-årig højrefløj, skulle prøve at håndtere som nyoprykket seniorspiller. Fik jeg nævnt, at Pylle desuden var en stor mand? Uden at genere ham alt for meget, tror jeg godt man kan sige, at han fyldte godt i målet. Det var i sæsonen 82/83, jeg var blevet udtaget til førsteholdstruppen og vi var i gang med forberedelserne til en sæson i den bedste række, som dengang hed 1. division. Jeg var ganske ydmyg over at skulle træne med et hold, hvor der var mange rutinerede spillere, heraf flere med landsholdserfaring.
Og Pylle var altså en af dem. Jeg kan tydeligt huske den første gang Pylle og jeg stod over for hinanden til træning. Der blev spillet tyndt til fløjen, jeg satte af, sprang ind i feltet, kiggede op, og der var målmand i hele mit synsfelt. Jeg kan tydeligt huske, at jeg stille og roligt lagde bolden ind i armene på Pylle og løb hjemad med bøjet hoved. Jeg tror også, Per Rubæk grinte af mig. Birger gjorde helt sikkert. Siden mener jeg selv, at jeg kom lidt efter det, eller også skyldtes det bare, at Pylle, som den flinke mand han var/er, fik lidt medlidenhed med mig.
Det havde han endnu ikke fået, da vi en måneds tid senere skulle deltage i den navnkundige Århus Festuge Cup. Det var et temmelig stort, prestigiøst og velbesøgt håndboldstævne, som foregik i Århus hvert år i starten af september. Heldigt, navnet på stævnet taget i betragtning. Jeg var blevet udtaget til førsteholdet og skulle altså debutere i den røde trøje. Modstanderen var Skovbakken, som også var i 1. division, og som havde et holdkort spækket med landsholdsspillere. Der var en kæmpe interesse for kampen, og hallen i Vejlby-Risskov Centret var fyldt til bristepunktet.
Tidligt i første halvleg blev jeg skiftet ind og tog plads på fløjen. I min første forsvarsaktion kørte Skovbakken et fløjkryds, og Thomas Pazyj (ham fra landsholdet) fik frit skud hen over mine ikke særligt kompetente parader. Jeg vil gerne erkende, at der ikke var tale om prangende forsvarsspil. Den rutinerede herre i målet omme bagved var heller ikke videre imponeret. ”For helvede Otte, tror du ikke han vil lave mål?” lød det højt og tydeligt i hallen, hvor hovedparten af tilskuerne bestemt kunne se det morsomme i målmandens udbrud, hvilket de selvfølgelig højlydt gav til kende. Velkommen til seniorhåndbold. Curlingholdkammerater? Det tror jeg ikke.
Jeg har ved en senere lejlighed for et par år siden fortalt historien til Pylle, og han blev faktisk oprigtigt ked af det. For han er nemlig en person, som går meget op i, at man har det godt. Og det oplevede jeg selvfølgelig allerede nogle få måneder inde i sæsonen og i masser af år med fælles oplevelser siden. For hygge med guitaren, løgnehistorier fra en lang håndbold- og musikerkarriere og gode grin var nemlig en tro følgesvend i den resterende del af vores håndboldtid sammen. Også da Pylle var træner for førsteholdet og jeg var blevet en af de rutinerede. Den gode stemning er da også straks tilstede, når vi nyder hinandens selskab, hvilket desværre er alt for sjældent.
Og så lovede jeg at vende tilbage til Pylles sko. Da jeg et par år inde i min seniorkarriere fik problemer med ledbåndene i anklerne, tilbød Pylle, at jeg da måtte låne/få hans røde Adidas støvler. Jeg sagde selvfølgelig ja tak, selv om de faktisk var på den gode side af et nummer for store, for hej – det var jo Pylles støvler! Så jeg spillede/sejlede rundt i en hel sæson i særdeles opsigtsvækkende fodtøj, men undgik at vrikke rundt. Jeg blev godt nok drillet for min storbyarrogante fodbeklædningsstil rundt omkring i de mere landlige håndboldhaller, men jeg ku’ leve med det i bevidstheden om, at støvlerne var symbolet på, at min angst havde forvandlet sig til noget, der mindede om et venskab.
For venner, det er da sådan nogen, som man låner sine støvler til, er det ikke?

Kære Otte
Tak for den meget sjove og velskrevne historie. Først angsten: Den kender jeg godt selv, men da vi mødte hinanden var jeg blevet så erfaren, at det var andres angst (heriblandt ofte unge spilleres), der spillede en rolle for mig. Denne angst var jeg ubeskeden nok til at lade arbejde til min fordel. Sandheden er jo (i håndboldmæssig forstand), at en angst modstander røber sine afslutningsambitioner på mindst fem parametre. Også du. Så derfor var opgaven såmænd ikke så svær for mig. Når sagen skal frem, kom du godt efter det, må jeg indrømme. Måske fordi du havde opdaget, at jeg ikke mere var så god, som du havde frygtet.
Dernæst de røde støvler: Efter en omflakkende tilværelse på diverse sportsmuseer, står de nu hjemme i min reol på noget man godt kan kalde en hædersplads. De er for mig et symbol på en kamp, jeg på mange måder kæmpede selv. Du er til enhver tid velkommen til at komme og hilse på dem.
K h Pylle