Jeg tør godt mene noget om vores miljø

Nogle gange er det altså befriende at have lov til at mene noget. Også fordi jeg til daglig arbejder med at sørge for, at nogen, der mener noget, får det udtrykt i en sammenhæng, så det passer med den mening, som den overordnede strategi udtrykker. Så jeg og mine kolleger mener i princippet kun noget, som direktionen og bestyrelsen har besluttet, at virksomheden har fordel af, at vi mener. Giver det mening?

Det handler om at sikre, at vores omdømme er så godt som overhovedet muligt. Sikre, at nogen ikke siger eller skriver noget, som andre kan opfatte forkert – bevidst eller ubevidst. Og jeg er faktisk rigtig god til at vurdere, hvornår nogens mening er enten i orden eller helt hen i vejret. Tror måske, det lyder værre end det egentlig er, for jeg kan jo godt li’ mit job. Har øvet mig længe

Men det var vist min egen mening vi kom fra. Jeg synes vi skal gøre noget mere for vores miljø og for klimaet. Sådan. Nu er det ude i offentligheden. Og kontroversielt er vel ikke det første, der falder læseren ind, håber jeg. Hvorfor er det så, at jeg føler trang til at berige min omverden med en holdning, som jeg vel deler med de fleste?

Lidt fordi jeg forleden blev en smule provokeret. Vores klima- energi- og miljøminister var ude at lufte forskellige synspunkter, hvilket affødte en kommentar fra en af mine venner. Egentlig både uskyldigt og neutralt (men han er journalist, så jeg ved bedre), og ministeren er fra Venstre. Det er min journalistven der skrev på Facebook ikke. Og så var det altså jeg tænkte, at det jo i virkeligheden er trist, at tilslutningen til initiativer, som skal sikre, at vi får en tålelig fremtid, gøres afhængig af, om man stemmer på røde, grønne, blå eller gule partier.

Problemet er mest, sådan som jeg ser det, at hvis det koster noget, så er der ingen, der vil præsentere noget som helst for deres vælgere, med mindre de er helt sikre på ikke at have flertal for det. For så vil de fleste sige hvad som helst.

An anden problematik er den udbredte kassetænkning, som desværre florerer. Jeg og mange andre synes for eksempel, at vi skal bruge el til meget mere end vi gør i dag. Elektrificering en masse. Transportsektoren, opvarmning og masser af andre samfundsmæssigt vigtige områder har et kæmpe potentiale, hvis bare vores strøm blev billigere. Det er i forvejen billigt at producere, en stigende del af produktionen kommer fra grønne kilder og sidste år satte vi rekord i produktion af vedvarende energi fra vindmøller. Grøn strøm. Afgifterne er bare for høje. Konsekvensen er, at vores strøm er den dyreste i Europa, når det handler om prisen for slutkunderne. Selv om den er billig og bæredygtig at producere.

Nu er forskellige politiske udspil så på banen med (lille) sænkelse af afgifterne som en del af lokkemaden. Det forslår bare som en skrædder et meget varmt sted. Argumentationen for tilbageholdenheden er, at der så kommer til at mangle penge i kassen hos den ansvarlige minister. At de kommer ind i kassen hos en anden minister i form af øget forbrug er irrelevant i denne sammenhæng. Desværre.

I vores virksomhed taler vi gerne og meget om, hvordan vi bedre kan løfte forskellige opgaver i fællesskab. Det synes jeg faktisk godt, der var mange, der kunne lære noget af. Og jeg tror egentlig viljen er der, man skal bare turde. Risikere at blive upopulær i den gode sags tjeneste. Det kommer næppe til at ske.

Det var bare min holdning. Undskyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *