I mange sammenhænge i livet kan det være nyttigt at teste sig selv. Finde ud af, om der gemmer sig uforløst potentiale et sted i enten psyken eller fysikken. Det handler om at finde sine grænser og måske prøve at rykke dem lidt. I denne sammenhæng taler jeg ikke om udøverne af ekstremsport, som jo i de flestes tilfælde er kommet så langt ud, at de nærmest må betegnes som sindssyge. De er svære at nå.
Men et fint eksempel, som ikke hører under kategorien ekstremsport, kunne være de mange cykelhold, som hver sommer topper et halvt års intensiv træning med en tur sydpå. Primært til Paris, en tur på omkring 1200-1300 kilometer. Mange af disse hold har dybere bagvedliggende målsætninger om at fokusere på specifikke sygdomsområder, på gode sager eller livsstilændringer. Flere af deltagerne har ikke for alvor dyrket motion i flere år, så det handler også om at prøve grænser af, gøre op med mageligheden og tabe nogle kilo. Det er prisværdigt og fortjener bestemt anerkendelse.
Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af deltagerne i de mange cykelarrangementer kommer ud i situationer, som de aldrig har været i før. De lærer noget om sig selv, får en indsigt både i egen formåen og begrænsninger. Sundt, helt sikkert, hvis ikke præstationsiveren tager overhånd. Måske endda i en grad, at det, som skulle være en personlig sejr, ender med et smerteligt nederlag. Tillad mig at give et eksempel fra min egen virkelighed.
Jeg har altid haft en udpræget konkurrencementalitet. Elsker kampen, giver aldrig op. På håndboldbanen, når det spidsede til og det hele skulle afgøres til sidst, var jeg ekstra skarp og i stand til at præstere optimalt. God til at levere under pres. Siden har motionsdyrkelsen været noget mindre intensiv, men dog har jeg altid brystet mig af, at jeg aldrig er stoppet op for at gå, når jeg har været afsted på løbetur. Begge hofter er blevet udskiftet grundet slitage, men det er egentlig ikke så vigtigt i denne sammenhæng, blot nyttig information.
For et par år siden skulle jeg løbe min anden halvmaraton i Århus. Den første var forløbet ok med en nogenlunde rimelig tid på under to timer. Denne gang var jeg i bedre form, havde forberedt mig grundigere, bygget en masse kilometer på. Så forudsætningerne var bestemt til stede for en forbedring af tiden fra sidst. Jeg havde været forskånet for skader indtil en uge før løbet, hvor jeg på en ti kilometers træningstur mærkede noget ømhed i venstre hofte. Umiddelbart ikke noget at bekymre sig om, tænkte jeg, men sprang for en sikkerheds skyld den korte onsdagstur over. Og søndag morgen mærkede jeg da heller ikke noget til ”skaden”.
Afsted til Århus med en kammerat, god stemning, grundig opvarmning, helt smertefri. Vejret var fantastisk, solskin og 23 grader, ingen vind. Starten gik og de første to kilometer blev løbet i henhold til den mest optimistiske tidsplan. Midtvejs i den tredje kilometer begyndte det at stramme i hoften. Kan det mon løbes væk, holder det op med at gøre ondt, når jeg kommer lidt længere? I begge tilfælde var svaret nej. Efter fire kilometer gjorde det meget ondt og tanken om at stoppe begyndte at melde sig. Valgte lige at se tiden lidt an, i hvert fald til det første depot, som var ved fem kilometer. Stadig store smerter.
Ok, nu er jeg nødt til at stoppe, det her holder ikke, tænkte jeg. På daværende tidspunkt var jeg i omegnen af Botanisk Have og valgte at sætte farten en smule ned for så at stå af, når vi ramte midtbyen. Der skulle jeg jo hen alligevel. Efter otte kilometer valgte jeg lige at give det et skud mere, efter tolv kilometer var vi nærmest på vej væk fra midtbyen og i øvrigt mere end halvvejs. Hvert eneste skridt var smertefuldt som ind i helvede. Jeg husker ikke ret mange detaljer fra de sidste kilometer, smerterne var simpelthen for voldsomme. Husker dog, at jeg ved 18 kilometermærket, hvis jeg havde kunnet, ville have slået ham, der med gode opmuntrende hensigter råbte ”kom nu, der er kun tre kilometer tilbage”.
Jeg husker ikke rigtigt turen op ad Frederiks Allé. Kun at jeg vaklede over målstregen og blev spurgt af en samarit om jeg var ok. ”Ja”, sagde jeg og dejsede om. Kom efter et stykke tid lidt til mig selv igen, for så at kaste voldsomt meget op. Jeg havde presset mig selv langt, langt ud over grænsen for det forsvarlige. Havde løbet mere end 18 kilometer i store smerter med en krop, som brugte al sin energi for at kompensere og prøve at overbevise om det latterlige i foretagendet.
Den dag lærte jeg en masse om mig selv. Det var ikke nogen sejr at gennemføre. Det havde været en sejr, hvis jeg var stoppet efter tre, fem, otte eller ti kilometer. Når jeg efterfølgende har fortalt nogen om forløbet, har de måske sagt, at de syntes det var sejt. Det var det ikke, det var dumt. Stædighed som misforstået jernvilje. Manglende evne til at forstå kroppens signaler. Og faktisk skammer jeg mig i virkeligheden over at have gennemført, skammer mig over ikke at have været loyal over for min krop, som sendte klare og tydelige signaler om, at jeg var ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Dertil kommer jeg ikke igen.
Jeg har aldrig haft den løbetrøje på, som jeg fik i forbindelse med løbet. Den er et symbol på dumhed, mangel på respekt. Jeg løber stadig og presser gerne mig selv, men jeg stopper i tide. Et døgn med sortnen for øjnene, en blodsamling på låret på størrelse med låret på en voksen mand og 4-5 dage i sengen har sat sine spor. Det er simpelthen ikke værd at sætte liv og/eller førlighed på spil for på den måde at prøve at opdyrke uopdyrket land. Den erkendelse skal vi simpelthen komme til på et tidspunkt i vores liv.
Jeg kom til den sent, men har til fulde accepteret, at min vilje til at vinde skal have sin naturlige begrænsning. For jeg vil jo gerne være her i lang tid endnu.
