Helt nye tider

Jeg har skiftet job. Og branche. Og har derved fået mulighed for at fortsætte med at beskæftige mig med det, der fagligt interesserer mig allermest, nemlig kommunikation, PA og presse. Jeg skal ikke længere fortælle den måbende omverden om strøm og fiberforbindelser, men om smertestillende medicin.  

Jeg har efterhånden været mere end ni år i energisektoren og før det var jeg seks år i den finansielle sektor. Det er tilsyneladende min skæbne at skulle arbejde underlagt rammer og retningslinjer fra tilsyn og styrelser. Energitilsynet, Finanstilsynet og lægemiddelstyrelsen. Det er fint nok, jeg har nok brug for, at der sidder nogen og holder øje med, at mine eskapader ikke tager overhånd.

Jeg har de seneste 15 år været med til at gennemføre fem store fusioner – to i sparekassen og tre i energisektoren – så jeg er vant til store omvæltninger og udfordringer af ”plejer” i dagligdagen. Men det trækker tænder ud, når der ovenover jobbeskrivelsen konstant ligger en tilstand af forandringskommunikation, som fylder en hel masse. Nødvendigt og spændende, naturligvis, men også trættende.

Til sidst havde jeg svært ved at finde arbejdsglæden. Havde svært ved at identificere de opgaver, hvor jeg virkelig fandt meningen med arbejdslivet, hvor jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel. Der, hvor jeg for alvor blev rykket, når jeg skulle præstere. Jeg kunne mærke en afmagt over ikke i tilstrækkelig grad at få mulighed for at bringe mine kompetencer i spil – og det var frustrerende. Så vi gik hver til sit og jeg har nu brugt nogle måneder på at finde ud af, hvad jeg skal i fremtiden.

Jeg er for efterhånden nogle år siden gået i gang med at skrive på et par bøger og har vel også leget med tanken om at blive selvstændig. Højlund Kommunikation eller noget. Bøgerne bliver formentlig aldrig færdige og jeg bliver nok heller ikke selvstændig foreløbig. Om nogensinde. For ud af det blå landede en jobbeskrivelse i min inbox. En nyoprettet stilling som kommunikations- og pressechef i en ung, dansk medicinalvirksomhed. Vær med til at bygge kommunikationsfunktionen op næsten fra bunden med frie hænder til at tage en masse beslutninger.  

Det officielle præsentationsbillede fra LinkedIn. Beklager coronafrisuren.

I en virksomhed, som virkelig står og tripper for at komme afsted med branding, PR, PA og målrettede kommunikationsaktiviteter i øvrigt. Med kort vej til beslutningerne og mandat til at skære igennem. Det var lige mig. Og heldigvis var interessen gengældt, så vi blev hurtigt enige om at slå pjalterne sammen.

Jeg får nu også rig mulighed for at støve en del af de værktøjer af, som måske har ligget ubrugt for længe i kassen. Og det er altså ikke helt skidt, kan jeg mærke. Jeg kommer formentlig (helt sikkert) igen ud på dybt vand og skal vise, at jeg faktisk ved noget og kan noget. Det bliver godt, kan jeg mærke, gnisten er tilbage.

Dancann Pharma specialiserer sig i produktion, import og eksport af smertestillende produkter med indhold af cannabinoider. Altså medicinsk cannabis, hvor rusen er sorteret fra, bare lige for at slå det fast. Det er et marked i eksplosiv udvikling, og børsnoterede Dancann Pharma har med hjælp fra investorer brugt et stort tocifret millionbeløb på etablering af produktionsfaciliteter, som ikke findes magen til andre steder i Nordeuropa. Det er vildt ambitiøst og vanvittigt spændende.

Samtidig er Dancann Pharma en virksomhed, hvor kulturen og værdigrundlaget er bygget op omkring at gøre noget for patienterne. At kunne gøre en forskel i behandlingen af eksempelvis sklerose- og kræftpatienter. Og hvis vi som medarbejdere ikke køber ind på det, så skal vi ikke være her.

Og når jeg så nu ved selvsyn har kunnet konstatere, at patienthensynet ikke bare er noget letkøbt floskelværk, så er det sgu da en fed virksomhed at være med til at udvikle i de kommende år.

Det bli’r godt 🙂  

Jeg holder (stadig) meget af håndbold, men…

Det er nærmest blevet en tradition, at når der er VM i håndbold, så kommer der et surt og kritisk opstød fra undertegnede. Og essensen i indlæggene har ikke en gang ændret sig, så hvorfor nu igen? Er der overhovedet nogen, der gider læse det? Tja, nu må vi se.

I den danske håndboldverden er vi kommet så vidt, at sporten nu primært betragtes som noget, man følger med i ovre i Jylland. Senest illustreret i TV2’s sjove reklamefremstød. Og misforstå mig ikke, jeg synes faktisk de er sjove – og så er de taget direkte ud af virkeligheden. Sjællændere, der gør grin med en jydekultur, som man selv for nogle år siden var en del af. I det mindste rammer det målgruppen.

Da jeg var noget yngre og spillede håndbold på et fornuftigt niveau, var sporten landsdækkende. De jyske, fynske og sjællandske klubber dystede i ædel kappestrid om hæder og ære. Kolding, GOG, FIF, Gladsaxe/HG, HIK, Fredericia med flere havde hver især perioder på toppen af håndboldpoppen, men efterhånden døde interessen mere og mere ud på den østlige side af Storebælt.

Årsagerne kan være mange, og jeg vil ikke begynde at kaste mig ud i mulige forklaringer. Faktum er dog, at det jyske klappepølsesegment har sejret i kampen om håndbolden. Big time.

En vigtig erfaring, som de fleste ligaklubber drog for mere end 10-15 år siden var, at hvis der skal tilskuere i hallerne, så skal der tilbydes mere end bare 2×30 minutter på halvgulvet. Folket vil underholdes. Den knaldrøde gummibåd og Sweet Caroline for fuld udblæsning. Volbeat kommer vi til.

”Smarte” marketingfolk faldt formentlig over et forladt plastlager fra Plumrose og kom på den fremragende idé at trykke sponsornavne på plastpølserne. Det var noget man kunne forstå – og hvor var det fedt, at man ikke længere behøvede at slå hænderne sammen i den traditionelle klappelyd, men i stedet sammen med ligesindede kunne skabe en kunstigt rungende kakofoni frembragt af oppustede plaststykker. Rendyrket herlighed, håndboldarenaens vuvuzela var skabt.

En festlig stemning frembragt af to stykker oppustet plastik. What’s not to like?

Produktudviklingen tog for alvor fart, da en eller anden fandt ud af, at man faktisk kunne spare den ene hånd. Det skulle jo nødigt blive for besværligt at gå til håndbold, så tilskuerne fik nu udleveret et stykke pap, som i foldet tilstand kunne klaskes ned på oversiden af et kødfyldt overlår. Og sådan er det endnu – eller i hvert fald sidste gang jeg checkede. Og på to halvfesne afsnit har jeg således beskrevet udviklingen i den danske håndboldtilskuerkultur. Både i forbindelse med klubkampe og landskampe.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor håndboldfans ikke prøver at kigge ud på landets fodboldstadions, hvor de stemningsskabende fans laver højlydt festivitas med taktfaste klapsalver, sange og kampråb. Det er ægte, fællesskabsskabende og med masser af gang i den. Og det kan sagtens overføres til en hal, hvilket flere indendørs fodboldevents tydeligt har illustreret.

Men måske er det for meget og for besværligt for Gudrun og Preben, som jo så skal give køb på en del af mageligheden. Måske kan man i virkeligheden postulere, at håndboldsporten ligger som den har redt og at man har den afgrænsede målgruppe, man fortjener? Og at man for længst har tabt resten?

En ting er den kunstigt frembragte stemning i Silkeborg, Skjern eller Holstebro. Noget helt andet og langt mere omfattende er oplevelsen ved landskampe, hvor masser af uøvede klappepølse- og klappepapentusiaster for alvor skal slå sig løs. De seneste slutrunder (i Herning med tilskuere) har virkelig været en prøvelse – i hvert fald for mig.

Danske håndboldfans har frådende kastet sig over dyrkning af en (ærkejysk) røvballekultur forklædt som fædrelandskærlighed med kronprinse og statsministre som opbakning. Og med stakkels Volbeat og deres ”For evigt” taget som gidsel i fællesskabets og fællessangens ånd. På en måde, så det bliver svært nogensinde at tage dem alvorligt igen. Jeg er bange for, at skaden er sket, både for Volbeat og for håndbolden i (hele) Danmark.

Jeg holder stadig meget af håndbold. Jeg har været involveret i sporten i forskellige sammenhænge i mere end 30 år, og jeg ser frem til, at vi skal forsvare vores verdensmesterskab. Optimalt ville det være uden tilskuere, men i Egypten har de tilsyneladende styr på coronaen og lukker derfor 2-3.000 tilskuere ind til kampene. Heldigvis uden pølser og pap. Og røde gummibåde.  

Kommunikationsministerens nytårstale

I min rolle som selvudnævnt leder af Kommunikationsministeriet – en enhed uden særligt ansvar eller kompetencer og som i enhver sammenhæng refererer til Statsministeriet – og som fungerende næstformand her på matriklen, vil jeg tillade mig at bringe en oversigt over noget af det gode, som 2020 trods alt har bragt.

Af hensyn til størstedelen af de potentielle læsere vil jeg anstrenge mig for at holde lix-tallet (antal bogstaver pr. ord) på et nogenlunde acceptabelt niveau. At undgå komplicerede sætningskonstruktioner er ligeledes en ambition, om end den tydeligvis bliver sværere at opfylde.

2020 blev reddet af en lille dreng
Rigtig mange går med rette i rette med 2020. Lorteår og så videre i den dur. Og for mange har der da heller ikke været alt for meget at fejre i det år, vi netop har hamret døren i til. Jeg vil tillade mig at fremhæve tre positive ting fra egen andedam og begynder omvendt kronologisk (altså med det seneste), for den første december blev hele året reddet, da vi fik et barnebarn.

Vores ældste datter, Emilie, fødte Theo og han er verdens dejligste lille dreng. Hvis nogen mener noget andet, så prøv at sige det til Kirsten. I dag, en måned gammel, har han for første gang grinet som en flækket træsko lige op i hovedet på sin morfar. Alle jer, som ikke har nogen børnebørn, skulle tage at anskaffe jer nogen. Jeg si’r det bare.

Master of puppies
På et par kolde og regntunge vinterdage sidst I januar, var Ellie, vores ca. to år gamle Golden Retriever, og undertegnede i Holstebro for at besøge Orla. En lækker hanhund. Og hunde har altså sex på både første og anden date! Orlas anstrengelser gav pote, hvis I forstår sådan en lille subtil hundehentydning, og sidst i marts fødte Ellie otte lækre hvalpe – syv hunner og en han. De følgende to måneder gik med pasning og opdræt, og vi var faktisk reddet lidt af de coronaomstændigheder, som bød os begge at arbejde hjemme.

Der var rift om hvalpene og vi kunne formentlig have solgt 50. Nu skulle vi i første omgang sige farvel til syv af dem, da Alberte fik lov at få Asta, den største af hunnerne. Og det var sindssygt svært, for vi havde knyttet os til dem alle sammen. Vi fandt dog gode hjem til dem og har bevaret kontakten til deres menneskeforældre. I starten af august fik vi så en af dem retur, da familiebøvl gjorde det svært at passe Allie ordentligt. Så nu har vi fire hunde herhjemme og de fylder (og fælder) en del. I januar kommer Ellie i løbetid igen, og så tager vi en tur mere. Ventelisten er allerede på ca. 50 familier.

Tak til søens folk
 For første gang i 23 år fik AGF medaljer. Noget af tiden måtte vi komme på stadion, men det meste af tiden måtte vi ty til alternative måder at se fodbold på. Jeg har i løbet af året udviklet, vedligeholdt og dyrket et fællesskab med en samling skøre, sjove, dejlige og fantastiske mennesker, som elsker AGF og at mødes ved en sø eller i et tossehjørne på et vindblæst atletikstadion. Mærkeligt, men ikke desto mindre.

Mellem kampene hersker en kærlig men ubarmhjertig tone på Twitter, men der er aldrig tvivl om, at vores fælles referencepunkt og accepten af hinandens forskelligheder gør det hele temmelig unikt. Under alle omstændigheder, så sætter jeg stor pris på at have lært de fleste af jer at kende – og nogle af jer vil jeg næsten gå så vidt som at betegne som venner.

Da AGF spillede pokalkamp i Kolding, var vi 22 mand af sted til et til lejligheden indkøbt kampsponsorat (tak til Martin og Liberté Essentiel). Det blev en af årets store oplevelser, selv om selve kampen ikke var noget at råbe hurra for. Det gjorde vi heller ikke, men æld en masse andet. Til gengæld var vi flere, som havde problemer med at holde styr på både slutresultat og målscorere. Sidst i anden halvleg mente jeg for eksempel, at det var på tide at skifte Patrick Mortensen ind. Han havde på dette tidspunkt både scoret og lavet assist, men sådan er der jo så meget.

Hvad så med i år?
Tja, alle siger jo, at 2021 bliver bedre end sidste år, så det glæder jeg mig til. Jeg skal nyde min dejlige kone og resten af familien – og så skal jeg pleje både gamle og nye venskaber. Jeg skal også på stadion og ned til søen igen. Og så skal jeg i løbet af foråret have en afklaring på, hvad fremtiden skal bringe på jobområdet. Jeg glæder mig.

Godt nytår.

En dejlig morgen..

En smuk efterårsdag, officielt den første af slagsen i 2020. Blå himmel og helt stille, altså ikke de allerbedste betingelser, hvis målet var at tage et billede af dannebrog flagrende i vinden. Så jeg måtte nøjes.

Nøjes er imidlertid helt skudt ved siden af i forbindelse med den virkelighed, som efterhånden har mødt mig hver morgen ovre i den anden side af dobbeltsengen gennem 30 år. Plus et par polske. År, forstås. Jeg er i den grad priviligeret i forhold til, at Kirsten nu har holdt mig ud i så lang tid. Det fortjener hun altså ret megen anerkendelse for.

Vi blev gift i Sct. Pauls Kirke i Århus på den første lørdag i festugen i 1990. Også dengang var der pænt meget gang i byen. Vi var ret unge og allerede forældre til Emilie, som var knap et år på daværende tidspunkt. Siden er yderligere fire børn kommet til. Vi har boet seks forskellige steder. Vi har haft syv hunde (hvalpe ikke medregnet) og 7-8 katte (killinger ikke medregnet). Vi har desuden haft omkring 15 biler. Vi har formentlig også købt ca. 150 par sko, hvor jeg nok har tegnet mig for de fleste.

Når man bliver gift siger man samtidig ja til udfordringen ”i medgang og modgang”. Og gennem 30 år er det vel meget naturligt, at begge dele i kortere eller længere perioder viser sit kønne/grimme ansigt. Således også hos os, men – og dette er en naturlig erkendelse – det er for det meste Kirsten, som har gjort det bedst. Selvfølgelig. Temperamentsfuld, med stærke holdninger og frustreret over uretfærdighed, både over for dyr og mennesker. En ”No Bullshit”-type, som man ved, hvor man har. Jeg bliver stadig imponeret over hvor gennemført godt et menneske hun er. Hvor heldig jeg er.

Et eksempel på noget af det mest frustrerende i vores samliv kommer her. Jeg får tit en god idé. Alternativt har jeg den helt rigtige holdning til et relevant emne. Og præsenterer det så for Kirsten for at blive klappet lidt på ryggen. Sådan går det bare sjældent. Oftest har hun en tilgang, som jeg ikke har haft med i overvejelserne eller også er hun bare uenig og i stand til at overbevise mig om, at hun har ret. For det har hun ofte. For det meste, faktisk. Endnu en erkendelse.

Min kone har været omdrejningspunktet for vores familie gennem 30 år. Hun har knoklet, bekymret sig og har sat hensynet til andre foran hensynet til sig selv. Det skal der laves om på fremover. Og ja, jeg er enormt god til at love noget på skrift og i tale, og efter nogens mening måske knap så god til at sætte handling bag. Det skal der også laves om på. Nu har jeg lovet det!

Når man har været gift i 30 år, hvad er så den næste milepæl? Det næste fælles mål? Her bliver jeg svar skyldig, men jeg glæder mig til det syn, der møder mig, når jeg vågner i morgen.

Når en plus en bliver tre

Det har godt nok været et begivenhedsrigt forår. Sådan i kronologisk rækkefølge startede det med at Ellie, vores yngste Golden Retriever, blev parret med den flotte fyr Orla. Midt i marts begyndte alt Corona-halløjet, og vi skulle i en periode arbejde hjemmefra. Den 29. marts fødte Ellie så sine hvalpe – og det fortæller jeg om i et særskilt indlæg snart (cliffhanger).

En dag ringede Emilie og spurgte, om alle var hjemme dagen efter, for hun havde noget, hun ville fortælle os. Hun var ikke syg, sagde hun, det var en positiv nyhed. Havde hun mon vundet i Lotto? Skulle hun være med i ”Hvem vil være millionær”?  Alberte vidste det, men hun ville ikke sige noget. ”Partners in Crime” hedder det vist. Eller søsterfortrolighed.

Næste eftermiddag ankom hun og vi samledes i køkkenet. ”Jeg er gravid” fortalte hun. Kirsten lavede en jubelscene og jeg stod med en kæmpe klump i halsen og kunne ikke sige noget. Reaktioner fuldstændig i tråd med det, som de to søstre havde forudset, de kender os vel ret godt. Kirsten og jeg fik så hvert vores krus med vores nye titel påført og vi var selvfølgelig utroligt glade.

Emilie og Nicolai mødte hinanden på studiet, da de skulle have historie sammen. Det var vist noget med, at fælles opgaveskrivning udviklede sig i en positiv retning – og nu har det så heldigvis resulteret i, at vi (endelig, hvis du spørger Kirsten) skal have vores første barnebarn. Nu skal de altså til at skrive historie sammen 🙂

På tidspunktet for den første afsløring var Emilie ikke klar over barnets køn – det var for tidligt. Imidlertid lagde den vordende mormor en plan, så hun bestilte naturligvis en kønsskanning til dagen efter den dag, hvor det var muligt at finde ud af, om familieforøgelsen bliver af hun- eller hankøn. En delegation bestående af vordende forældre, vordende moster og vordende mormor tog til Brabrand, hvor spændingen kunne udløses. Den vordende morfar, altså mig, var på arbejde og ventede ved telefonen. Det var jo væsentligt at finde ud af, om der skulle købes babytøj fra fanshoppen i blå eller lyserøde nuancer.

Imidlertid ville ingen fra den udsendte delegation afsløre noget, da der var planlagt endnu en festlig happening. Klinikken i Brabrand var tydeligvis vant til gak og løjer i forbindelse med kønsafsløringer, så den vordende mormor og tilsvarende moster var blevet udstyret med en uigennemsigtig ballon, som skulle sprænges ved 17-tiden i Horsens. De vordende forældre var blevet efterladt i Århus, hvor de tilsyneladende havde andre gøremål, så det blev Kirsten, der efter flere forgæves forsøg fik hul på ballonen og udløst en regn af lyseblå konfetti.

Så midt i november skal Emilie og Nicolai være forældre til en lille dreng. Kirsten og jeg skal indtage rollerne som mormor og morfar og Andreas, Adam, Noah og Alberte får en lille nevø. Det bliver fantastisk – og det er i hvert fald helt sikkert, at det barn ikke kommer til at mangle noget. Hverken kærlighed, opmærksomhed, omsorg eller velsiddende og lækkert AGF-tøj.

Vi glæder os helt vildt 🙂

Rigtig fankultur?

I sidste uge blev der smidt masser af brændstof på en i forvejen ophedet diskussion på Twitter. I forbindelse med en protest mod hverdagskampe i Superligaen, søgte de stemningsaktive fans opbakning til deres beslutning om at forlade tribunerne i Horsens efter opvarmningen, for først at vende tilbage efter otte minutters spil. Det var et initiativ, som de var blevet enige om i de fanfraktioner, som normalt står for tifoarbejdet og som til hjemmekampene er at finde i det tribuneafsnit på Ceres Park, som hedder B2.

Det står naturligvis enhver gruppe af fans fuldstændigt frit for at gøre, hvad der passer dem i forbindelse med fodboldkampe – naturligvis så længe man holder sig inden for lovens rammer. Det var faktisk heller ikke det springende punkt i diskussionen. Den udviklede sig desværre til en udveksling af svinere, hvor nogen mente, at de var mere fans end andre. At et større synligt engagement giver udvidede rettigheder i forhold til andre. Helt af sporet løb den, diskussionen, så lad mig lige prøve at skitsere mit syn på fanscenen i og omkring AGF.

Efter min mening kan AGFs fans i meget grove træk opdeles i tre hovedkategorier. De stemningsaktive, sæsonkortholderne og medløberne. Naturligvis suppleret med alle dem, der følger klubben hjemmefra eller som udstationerede langt fra Århus og Communale, og som kun har mulighed for at følge klubben live ved sjældne lejligheder.

Som nævnt ovenfor holder de stemningsaktive fans til på B2. Øvre afsnit i det nordøstlige hjørne af den gamle Ebeltoft-tribune. De synger, råber, laver bannere og skaber tifoer. Kæmpe engagement, som roses alle steder af både klubledelse, spillere og andre fans. Er hovedbidragydere når udebaner skal gøres til hjemmebaner, og det er vi gode til. Udebanerne har det nemlig med at gøre mange af de normalt ikke så stemningsaktive fans til stemningsaktive for en dag.

Sæsonkortholderne er de fans, som loyalt tropper op til alle hjemmekampene. Måske grupperet i mindre halv- eller helofficielle fraktioner. De er ikke så vokalt aktive, når det handler om sangene, men opbakningen med råb, klapsalver og lignende er bestemt forbilledlig. Hos sæsonkortholderne startes hver anden sætning med ”kan du huske dengang da…”

Når jeg kategoriserer en gruppe af fans som medløbere, skal det ikke nødvendigvis forstås negativt, men det er den store gruppe, som mest kommer på stadion når det går godt, når det er dejligt vejr eller når vi skal spille mod en attraktiv modstander.

Min pointe er, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan undvære nogen af de tre fankategorier. Hvor fedt ville det egentlig være for oplevelsen, hvis de stemningsaktive var alene på stadion? Eller hvis der aldrig kom nogen medløbere? I et eksempel for helt egen regning er der måske 1.000 stemningsaktive fans og 4.000 sæsonkortholdere til hjemmekampene. Det er altså dem, der altid burde være der uanset vejr og modstander. 5.000 tilskuere.

Kan vi gøre begge disse grupper dobbelt så store og dermed blive mindre afhængige af medløberne? I min verden er det sådanne scenarier, som vi skal arbejde hen imod. 10.000 fodboldafficionados, der altid er der, og en elektrisk stemning hele vejen rundt om banen – med udgangspunkt i et lydinferno fra den ene målende.

Hvor kunne det være fedt, hvis familien Magelig sad hjemme i sofaen søndag over middag og tænkte: ”Der er ikke noget særligt i fjernsynet og det er dejligt vejr, så vi tager lige en tur på stadion, de spiller vist mod nogen fra Sjælland eller også er det Aab”, for så at finde ud af, at andre, som har prioriteret oplevelsen mere, har medvirket til, at der er udsolgt. Sådan er det naturligvis ikke (endnu) men tanken er tiltrækkende.

Hvis jeg skal vende tilbage til sidste uges diskussion på Twitter om, hvornår man har kvalificeret sig til at være AGF-fan, så mener jeg ikke, at det er op til nogen at kategorisere ens klubtilhørsforhold som rigtigt eller forkert med udgangspunkt i volumen på opbakningen. Man har heller ikke mindre ret til at være fan, hvis man er uenig med nogen af de andre fans. Vi lever ikke i en betonkommunistisk virkelighed, hvor alle skal mene det samme – og vigtigst af alt, så skal vi gensidigt respektere hinandens holdninger.

I den konkrete ”sag” med protesten mod hverdagskampe har flere – inklusive undertegnede – givet udtryk for, at de er uenige i handlemåden (stilhed) da vi mener, at den går ud over spillerne, som værdsætter den store, tunge, højlydte opbakning. Andre mener, at aktionen er berettiget i et længere superligapolitisk perspektiv. I min verden må man egentlig mene hvad man vil, men man bør respektere, at andre kan mene noget andet uden absolut at skulle bidrage med universelle løsningsalternativer.

Jeg tror ikke på, at stemningsboykot virker. Den holdning vil jeg altså have lov at have uden at skulle kloge mig på, hvad der så ville. Virke, altså. Det er tv-stationerne og klubberne, som har lavet aftalen og jeg har ikke overhørt dialogen i forbindelse med forhandlingerne, så jeg ved ikke hvad de har snakket om.

Jeg synes dog, at vi skal prøve at påvirke den urimelige fordeling af hverdagskampe, og måske kunne en vej at gå være at udstyre AGF med et bedre udgangspunkt i forhandlingssituationerne. Stil 50 mand op uden for Ceres Park til de næste hjemmekampe og få 10-12.000 underskrifter samlet sammen, som Jacob Nielsen kan få med til de næste forhandlinger. Vil det virke? Jeg ved det ikke, men stilheden gør i hvert fald ikke, og jeg stiller gerne op med en iPad eller en blok og en kuglepen.

Vi er rigtigt mange, der bærer AGF i hjertet. Unge, ældre, tykke, tynde, studerende, fabriksarbejdere og direktører. Vores udgangspunkter er forskellige, men vi er alle karakteriseret ved et brændende ønske om at få forløst drømmen om succes, at få smittet andre med vores stolthed og at få udbredt kendskabet til vores fantastiske klub. Når vi skal gøre det, har vi brug for hinanden. Hvor floskelagtigt det end måtte lyde skal vi løfte i fællesskab og svede for samme sag. KSDH.

Hvad er der sket med AGF?

Lad mig for god ordens skyld starte med en disclaimer. Dette indlæg kommer, som overskriften måske afslører, til at handle om AGF, og hvis du ikke på samme måde som undertegnede er pænt meget engageret i klubbens ve og vel, så er det nok et fint tidspunkt at springe fra.

Jeg befinder mig midt i et dilemma, som jeg prøvede at beskrive på Twitter forleden, hvor jeg fandt ud af, at mange har det ligesom mig. Det handler om, at AGF spiller godt for tiden, og det er vi nogen, der har svært ved at forholde os til. I min tekst på Twitter eftersøgte jeg bud på, hvilken reaktion, der vil være den rigtige, hvis holdet fortsætter med at præstere. Hvis det nuværende niveau fastholdes langt ind i foråret. Hvis det måske endda er kommet for at blive.

Jeg har aldrig lagt skjul på mit tilhørsforhold til hjerteklubben fra Fredensvang. Jeg har med stolthed fremvist klublogoet i alle tænkelige sammenhænge. I medgang og (som oftest) i modgang. Sports- og fodboldinteresserede i min omgangskreds har gerne og ofte drillet med de svingende resultater, men det er stoppet for nylig – ikke midlertidigt håber jeg. Så nu kommer bekendte, som har tilknytning til andre klubber, hen og siger ”hvor spiller I bare godt for tiden” og ”hvad er der sket med AGF lige pludselig?”. Jeg siger tak og forklarer om en længere udvikling, David Nielsen, øget konkurrence om pladserne og så videre. Og det er selvfølgelig fint nok.

Jeg er også helt på det rene med, at de samme folk vil nyde at se AGF fejle. Falde ned fra den piedestal, som klubben i deres øjne endelig har spillet sig selv op på efter at have talt sig derop i forgangne årtier. Altså i deres øjne. Alle os der engagerer os lidt mere i dybden med det, der foregår i og omkring klubben, ved heldigvis bedre. At det var højtflyvende udtalelser af en trænerfantast for mange år siden, som efterfølgende har forfulgt os og er blevet brugt i flæng af udenforstående, som misunder det fællesskab, som de ikke er en del af.

Tilbage til mit dilemma. Hvordan skal jeg og mine ligesindede reagere, hvis vi fortsætter med at spille godt. Hvis det viser sig, at denne halvsæson faktisk er begyndelsen på noget stort. En ny æra for vores forening, hvis vi nu skal prøve at tage munden lidt ekstra fuld. I nærmest samme sekund som jeg postede mit opslag begyndte advarslerne at strømme ind. ”Ro på, målet er stadig Top 6” og ”Vi skal være tilfredse hvis vi ser en kontinuerlig udvikling” og ”det er fint, bare de unge får mere spilletid” var nogle at de velmenende argumenter, og dem anerkender jeg fuldt ud, og det var faktisk heller ikke klubbens målsætning, jeg satte spørgsmålstegn ved. Jeg vil bare gerne glæde mig over hvor vi er lige nu og måske endda kunne dele min glæde med andre i afmålte doser afhængig at lejligheden og omgivelserne. Så det gør jeg.

Måske kan to luftige analogier hjælpe. ”Højt at flyve, dybt at falde” kan jeg sagtens forholde mig til, om end vi nok i omverdenens øjne flyver højere end i vores egen David Nielsenske selvforståelse. Vi er faldet før, endda uden at have været ret højt oppe. ”Flyv ikke højere end vingerne bærer” giver straks mere mening, og jeg er overbevist om, at det er den proces vi har gang i. Så må vi se, hvor meget vingerne kan bære både på den korte flyvetur og den som på sigt skal bære os længere ud i verden.

I mellemtiden siger vi tak og bukker. Forklarer lidt om, hvad det er, vi har gang i. Og er stolte. Altid.

1989

For mange mennesker var årets vigtigste begivenhed nok opløsningen af det østeuropæiske jerntæppe symboliseret ved murens fald i Berlin i november. I min verden var der allerede sket noget meget vigtigere, for den 7. oktober blev Kirsten og jeg for første gang forældre. ”Det kan da ikke passe, at I har en datter, som er fyldt 30 år” og ”I må godt nok have fået hende tidligt” er sætninger vi af og til hører, og jo, det passer, men tak for at bemærke, at vi holder os ualmindelig godt. Kirsten var 12 og jeg var 16 i 1989 plus minus et par år eller 10.

Faktisk husker jeg ikke murens fald som noget epokegørende, det er begivenheden først blevet senere. Selvfølgelig så vi nyhedsudsendelserne med folk, der strømmede fra Øst- til Vestberlin og selvfølgelig gjorde det indtryk at se billeder af de mange, som hakkede stykker af det forhadte bygningsværk. Dog kun i et vist omfang, og det var måske fordi opblødningen i øst med Gorbatjov som foregangsmand havde stået på i et stykke tid eller måske fordi vi som nybagte og urutinerede forældre havde nok at se til med bleskift, flasketilberedning og et barn, der syntes, det var fedt at være meget vågen på alle tider af døgnet.

Året var vel også et farvel til det bedste, mest fantastiske årti musikmæssigt. Det kan selvfølgelig sagtens være, at det faktum, at 80’erne dannede rammen om ungdomsårene fra jeg var 17 til jeg blev 27, spiller ind. Til gengæld vil jeg gerne have ført til protokols, at jeg aldrig faldt for den sukkersøde 80’erpop, men var mere til den eksperimenterende del af lydbilledet, inspireret af britisk ungdomskultur og musikscenen i London. Blitz Kids, New Romantics, Steve Strange m.fl. Så når folk byder ind med Nik Kershaw, Bonnie Tyler og Culture Club, så svarer jeg igen med Paul Haig, Pete Shelley og Propaganda. Naturligvis suppleret med de lidt mere mainstream Depeche Mode, Spandau Ballet og Duran Duran, selv om sidstnævnte nok mere var stilen og udtrykket end musikken, som for alvor tiltalte undertegnede.

Hvis jeg igen skal rette blikket mod 1989, så markerede året også for alvor overgangen fra det ubekymrede ungdomsliv til forpligtelserne ved at have en familie. Jeg var/er enebarn og havde ingen forudsætninger for at kende og forstå det storfamiliekoncept, som jeg blev præsenteret for, da jeg mødte Kirsten. Det var både overvældende og overraskende – og jeg elskede det. Samhørigheden og de ubrydelige bånd, som familien Højlund/Kjærbo Christensen tydeligvis var holdt sammen af, gav anledning til masser af reflektioner om hvordan man kan leve, og selvfølgelig var det en medvirkende årsag til, at jeg ikke tøvede mange sekunder, da muligheden for at blive en bidragende del af en familie af en vis størrelse, bød sig.

Kirsten og jeg mødtes første gang i gensidig fuldskab til en fest på Handelshøjskolen fredag den 1. december 1988. Om tirsdagen var vi i biografen og se ”Good Morning Vietnam”. Torsdag aften i ”Klubben” på Handelshøjskolen opdagede jeg for første gang, at i terningespil blev der ikke taget fanger, uanset at den nyankomne manglede basalt kendskab til reglerne. Et par måneder senere blev Kirsten gravid og omkring 1. marts blev jeg så præsenteret for det glade budskab. Med beskeden om, at det var nu eller aldrig. Ville jeg være en del af projektet eller ej? Det ville jeg selvfølgelig, og selv om det var en let beslutning, som blev taget uden tøven, så husker jeg alligevel tydeligt busturen til studiet næste morgen, hvor den nye verdensorden med alskens anderledes forpligtelser materialiserede sig oppe i mit hoved.

Og det er så mere end 30 år siden, vi bliver ikke yngre og nyt tøj har vi haft. Som man siger. Jeg hører stadig musik fra 80’erne, som mange ikke kender. Oftest i bilen på vej til eller fra arbejde, for ikke at genere nogen unødigt. Jeg mødes jævnligt med nogle af de gamle håndboldvenner til udveksling af løgnehistorier, som i hvert fald ikke bliver kedeligere med årene. Jeg holder stadig ekstraordinært meget af et vist fodboldhold fra Fredensvang og har nok også en tendens til at stoppe kanalrundfarterne på de kanaler, som viser sport.

 

Allermest, så elsker jeg Kirsten og min familie. Mine fem børn. Mit liv. Jeg er både heldig og stolt.

Endnu en god dag på Communale i godt selskab

Åh nej, nu kommer der endnu en tirade om,  hvor fantastisk det er at være fan af AGF. Skulle man tro. For er det ikke sådan, at hjerteklubben fra Fredensvang har vundet de sidste seks kampe i træk og spillet modstanderne baglæns på røv og albuer både på udebane og hjemme på det kommunale atletikstadion? Jo såmænd. Imidlertid vil jeg tillade mig at lave et par finurlige nedslag i de sidste par gange jeg har været på plads i Marselisborgskoven. Jeg er nemlig blevet optaget som nærmest ligeværdigt medlem i et helt særligt fællesskab. En af årsagerne hedder Freddy, og ham vender jeg tilbage til.

I AGF har der altid været forskellige fanfraktioner af forskellig karakter. En gang var der også noget politikhalløj involveret, men det er der heldigvis tyndet ud i, så det nu primært er de ægte fans, der kommer for i fællesskab at hylde de hvid- eller blåklædte helte. En af disse fraktioner, som man uden at tage munden for fuld kan betegne som noget af en institution, er Tossehjørnet. En samling personligheder, som on og off gennem en lang årrække har haft base i hjørnet af øvre C. For uindviede er det et tribuneafsnit i den nordlige ende af stadion, lige ud for hjørneflaget.

Når salig Jens Jørgen Brinch kommenterede i Århus, var der altid en kærlig kommentar til Tossehjørnet, og det er ret imponerende, at det er lykkedes at holde fanen højt gennem så mange år. Faktisk tredive, fik jeg at vide forleden, da jeg forud for søndagens kamp fik en Boonekamp ved en af stadionsøerne, i selskab med blandt andre Stupidpussy og hans to kammerater, som godt nok drak rosè, men det var fordi de er fra Nordsjælland, og der er Ceres ikke helt tilstrækkeligt. De var inviteret derned af Freddy, som jeg vender tilbage til.

Som flere læsere (hvis der er nogen) af min blog måtte vide, så døde min faste stadionmakker og fantastiske kammerat Johnny tidligere i år. Vi delte også passionen for AGF, og den dør selvfølgelig ikke, selv om halvdelen af et makkerpar gør. Så jeg var aldrig i tvivl om, at turene til stadion skulle fortsætte. Alene, hvis ingen andre kunne lokkes med. Jeg var også i stigende omfang begyndt at blande mig i debatten om AGF på Twitter, og havde der fundet både ligesindede og arge modstandere. Der var nogen, der gik igen, blandt andre Stig, Martin og Freddy. De var i den ligesindede kategori og ligesom mig selv inficeret med den der virus, som man aldrig slipper af med, når man først har fået den.

Og så gik det altså sådan, at jeg til de sidste par kampe på opfordring fra Freddy er kørt tidligere hjemmefra, så jeg har kunnet mødes med gutterne fra Tossehjørnet ved en bænk på kanten af den stadionsø, hvor jeg i min folkeskoletid havde stået på skøjter og til min mors store frustration havde ødelagt adskillige par bukser. Det var selvfølgelig dengang, hvor vintrene altid var længere og koldere end nu. Det er faktisk ikke engang løgn, at kommunale fejemaskiner hver morgen kørte rundt på isen for at gøre den glat og fin til dagens rykind af møgunger fra nær og fjern. I søndags var isen i værste fald usikker, men det var selvfølgelig også bare i slutningen af september.

En ting er, at Tossehjørnet er et fast og festligt indslag på stadion, men at der også er knyttet et uforpligtende møde på i forbindelse med hjemmekampene et par timer før kampstart, var helt nyt for mig.  Og det er endda en nagelfast tradition, hvilket er ganske imponerende. Mest fordi det både er uformelt og livsbekræftende at møde op med bare en enkelt ting til fælles – passionen for hjerteklubben. Det er meget forskellige typer, der kommer, men det er lige meget og helt fantastisk. Høj, lav, tyk tynd, ung eller gammel. Alle er velkomne og bliver taget rigtig godt imod – og her taler jeg af erfaring.

Som nævnt ovenfor havde Freddy opfordret mig til at kigge forbi og hilse på. Der er vel ikke nogen officielt udpeget formand for Tossehjørnet, men han er det naturlige samlingspunkt. Tredive år som AGF-tosse kun afbrudt af nogle selvvalgte pauser, når belastningen fra den manglende performance inden for kridtstregerne var blevet for meget, som han selv udtrykker det. Han er definitionen på at være åben og imødekommende – i hvert fald i forhold til dem, der deler hans begejstring for fodbold.  En begejstring som han gerne, højlydt og ofte giver udtryk for i løbet af de to gange 45 minutter. Sådan skal det naturligvis være. På billedet ovenfor er han den nydelige herre med kasketten, som ikke rigtigt ved, hvad han skal gøre af sine fingre.

Og hvor i alverden kommer de der fans fra Nordsjælland så ind i billedet? Den danske fankultur er heldigvis skruet sammen på en måde, så der er bred enighed om at respektere hinandens tilhørsforhold. Passionen. Hjerteblodet. Op til kampene er det således god lir at drille hinanden lidt, at udveksle spidsfindigheder og piske en hjertelig stemning op. Op til kampen mod Nordsjælland var det foregået på Twitter, og det havde resulteret i, at Stupidpussy og hans kammerater var blevet inviteret på rosé ved en bænk ved en sø søndag formiddag kl. 10. Fantastiske gutter, som var taget til Århus dagen før for at følge deres klubs damehold. Respekt for det, og det var enormt hyggeligt at mødes med både dem og med alle de andre mere eller mindre fast tilknyttede medlemmer af Tossehjørnet, som dukker op, når det lige passer i programmet.

Så vi brugte ingen energi på at diskutere, hvorvidt det er fedest at holde med AGF eller Nordsjælland. Til gengæld brugte vi masser af tid på at fortælle om vores oplevelser med klubberne og på, hvordan vi ser fremtiden og udviklingsmulighederne. Altså emner, hvor vi alle i sagens natur er helt vildt kloge på vores egen mere eller mindre overbevisende måde. Efter kampen drog rosé-drengene hjemad mod det nordsjællandske. Formentlig slukørede, men det havde de nu ikke behøvet at være. Deres udvalgte havde jo bare tabt til et bedre hold. Rigere på oplevelser fra et par dage i Århus var de helt sikkert.

Den ultimative mindepølse

Tidligere på sommeren skrev jeg et indlæg her på siden om min bedste ven, som i juni døde af kræft. Efterfølgende har der naturligvis været en masse for familien at tage stilling til. Begravelse, gravsted, gravsten og så videre. Nødvendige og knap så sjove overvejelser. Imidlertid gav det vel en vis ro på bagsmækken, at Johnny på forhånd tydeligt havde tilkendegivet, at det måtte de efterladte selv ligge og rode med. Og nu er vi ved at nå til formålet med dette indlæg. At have overskud til at mindes ved at trække på smilebåndet og gå all-in på at vise og hylde Johnnys underfundige personlighed gennem de ”mindeplader” som bevares i (næsten) al evighed. Tillad mig at forklare nærmere.

Da Johnny fik konstateret kræft besluttede han, at han ville delagtiggøre sine venner og andre interesserede på de sociale medier i sit sygdomsforløb. Det gjorde han blandt andet i velskrevne dagbogsnotater på Facebook, som fik stor udbredelse langt uden for vennekredsen på grund af de ærlige, åbne og velskrevne betragtninger om den knap så positive situation. I december 2018, hvor han var temmelig mærket af sygdommen, skrev han for eksempel nedenstående på Facebook (dette er et uddrag):

”Apropos begravelse, så er der ikke truffet nogen beslutning her i huset om hvordan og hvorledes. Egentlig er jeg mest tilhænger af, at de efterladte har det sidste ord, for til den tid er jeg nok ligeglad og det er jo dem der har bøvlet efterfølgende med at skaffe friske grangrene og skifte batterier i “evighedslyset”.

Dog har jeg betinget mig, at skulle valget falde på en gravsten, så står jeg fast på udformning og tekst. Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg tror, er årsagen til min kræft. Svaret blæser selvfølgelig i vinden og lægerne giver ingen svar, men jeg er overbevist om, at det skyldes et overdrevent indtag af industriel forarbejdet kød i form af Langelændere, gennem mere end et årti.

Så min eventuelle gravsten skal naturligvis være udformet som en frankfurter og bære teksten: Død ved pølle! Så er det på plads…”

I kommentarsporet nedenfor var der naturligvis en del bemærkninger til Johnnys udmelding. Her har I et par udvalgte:

Helle Nielsen:
Selv når du er “svag”, er du stærkere end de fleste ❤️❤️❤️. “Pølle-stenen” vil helt sikkert afstedkomme nogle pudsige spørgsmål, men dem slipper du jo for at svare på 😉.

Johnny Rasmussen:
Præcis… den klarer du.

Henrik Højlund:
Imidlertid vil jeg gerne love, at hvis jeg overlever dig, så skal jeg nok holde Helle op på beslutningen om pølleteksten 😛

Johnny Rasmussen:
Jeg håber så inderligt, du overlever mig. Den sten skal sættes … 😏

Og det var jo så en vældig god joke, for selvfølgelig skal en gravsten være neutralt udformet med smukt udskårne data om fødsels- og dødsdag. Måske suppleret med en lille tekst og en due. Eller skal den?

Et par uger efter Johnnys begravelse havde Kirsten og jeg en kaffeaftale med Helle på en lokal café. Vi snakkede om løst og fast, men Helle havde tydeligvis noget på hjerte. Da Johnny i sommeren 2018 kørte med et cykelhold til Paris, blev han gode venner med Filip, som er stenhugger, og naturligvis skulle han lave Johnnys sten. Helle havde snakket med Filip og spurgt, om Johnny måske havde lavet specialaftaler med hensyn til udformningen. Filip var et stort spørgsmålstegn, og var flad af grin, da Helle delagtiggjorde ham i sammenhængen.

De fandt en smuk natursten og blev enige om teksten på forsiden. Et par dage senere vendte Filip så tilbage med beskeden om, at han havde valgt at imødekomme hovedpersonens ønske om en særlig udsmykning af stenen, og på egen regning ville han dekorere bagsiden af stenen med en sirligt udhugget pølse og teksten ”Død ved pølle”. Og sådan blev det.

Så husk lige, at når I besøger Johnnys gravsted, når I savner ham og er triste, så kig lige bag på stenen og gå derfra med det lurendrejeragtige smil på læberne, som var så stor en del af Johnnys personlighed. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at han vil foretrække.