Endnu en god dag på Communale i godt selskab

Åh nej, nu kommer der endnu en tirade om,  hvor fantastisk det er at være fan af AGF. Skulle man tro. For er det ikke sådan, at hjerteklubben fra Fredensvang har vundet de sidste seks kampe i træk og spillet modstanderne baglæns på røv og albuer både på udebane og hjemme på det kommunale atletikstadion? Jo såmænd. Imidlertid vil jeg tillade mig at lave et par finurlige nedslag i de sidste par gange jeg har været på plads i Marselisborgskoven. Jeg er nemlig blevet optaget som nærmest ligeværdigt medlem i et helt særligt fællesskab. En af årsagerne hedder Freddy, og ham vender jeg tilbage til.

I AGF har der altid været forskellige fanfraktioner af forskellig karakter. En gang var der også noget politikhalløj involveret, men det er der heldigvis tyndet ud i, så det nu primært er de ægte fans, der kommer for i fællesskab at hylde de hvid- eller blåklædte helte. En af disse fraktioner, som man uden at tage munden for fuld kan betegne som noget af en institution, er Tossehjørnet. En samling personligheder, som on og off gennem en lang årrække har haft base i hjørnet af øvre C. For uindviede er det et tribuneafsnit i den nordlige ende af stadion, lige ud for hjørneflaget.

Når salig Jens Jørgen Brinch kommenterede i Århus, var der altid en kærlig kommentar til Tossehjørnet, og det er ret imponerende, at det er lykkedes at holde fanen højt gennem så mange år. Faktisk tredive, fik jeg at vide forleden, da jeg forud for søndagens kamp fik en Boonekamp ved en af stadionsøerne, i selskab med blandt andre Stupidpussy og hans to kammerater, som godt nok drak rosè, men det var fordi de er fra Nordsjælland, og der er Ceres ikke helt tilstrækkeligt. De var inviteret derned af Freddy, som jeg vender tilbage til.

Som flere læsere (hvis der er nogen) af min blog måtte vide, så døde min faste stadionmakker og fantastiske kammerat Johnny tidligere i år. Vi delte også passionen for AGF, og den dør selvfølgelig ikke, selv om halvdelen af et makkerpar gør. Så jeg var aldrig i tvivl om, at turene til stadion skulle fortsætte. Alene, hvis ingen andre kunne lokkes med. Jeg var også i stigende omfang begyndt at blande mig i debatten om AGF på Twitter, og havde der fundet både ligesindede og arge modstandere. Der var nogen, der gik igen, blandt andre Stig, Martin og Freddy. De var i den ligesindede kategori og ligesom mig selv inficeret med den der virus, som man aldrig slipper af med, når man først har fået den.

Og så gik det altså sådan, at jeg til de sidste par kampe på opfordring fra Freddy er kørt tidligere hjemmefra, så jeg har kunnet mødes med gutterne fra Tossehjørnet ved en bænk på kanten af den stadionsø, hvor jeg i min folkeskoletid havde stået på skøjter og til min mors store frustration havde ødelagt adskillige par bukser. Det var selvfølgelig dengang, hvor vintrene altid var længere og koldere end nu. Det er faktisk ikke engang løgn, at kommunale fejemaskiner hver morgen kørte rundt på isen for at gøre den glat og fin til dagens rykind af møgunger fra nær og fjern. I søndags var isen i værste fald usikker, men det var selvfølgelig også bare i slutningen af september.

En ting er, at Tossehjørnet er et fast og festligt indslag på stadion, men at der også er knyttet et uforpligtende møde på i forbindelse med hjemmekampene et par timer før kampstart, var helt nyt for mig.  Og det er endda en nagelfast tradition, hvilket er ganske imponerende. Mest fordi det både er uformelt og livsbekræftende at møde op med bare en enkelt ting til fælles – passionen for hjerteklubben. Det er meget forskellige typer, der kommer, men det er lige meget og helt fantastisk. Høj, lav, tyk tynd, ung eller gammel. Alle er velkomne og bliver taget rigtig godt imod – og her taler jeg af erfaring.

Som nævnt ovenfor havde Freddy opfordret mig til at kigge forbi og hilse på. Der er vel ikke nogen officielt udpeget formand for Tossehjørnet, men han er det naturlige samlingspunkt. Tredive år som AGF-tosse kun afbrudt af nogle selvvalgte pauser, når belastningen fra den manglende performance inden for kridtstregerne var blevet for meget, som han selv udtrykker det. Han er definitionen på at være åben og imødekommende – i hvert fald i forhold til dem, der deler hans begejstring for fodbold.  En begejstring som han gerne, højlydt og ofte giver udtryk for i løbet af de to gange 45 minutter. Sådan skal det naturligvis være. På billedet ovenfor er han den nydelige herre med kasketten, som ikke rigtigt ved, hvad han skal gøre af sine fingre.

Og hvor i alverden kommer de der fans fra Nordsjælland så ind i billedet? Den danske fankultur er heldigvis skruet sammen på en måde, så der er bred enighed om at respektere hinandens tilhørsforhold. Passionen. Hjerteblodet. Op til kampene er det således god lir at drille hinanden lidt, at udveksle spidsfindigheder og piske en hjertelig stemning op. Op til kampen mod Nordsjælland var det foregået på Twitter, og det havde resulteret i, at Stupidpussy og hans kammerater var blevet inviteret på rosé ved en bænk ved en sø søndag formiddag kl. 10. Fantastiske gutter, som var taget til Århus dagen før for at følge deres klubs damehold. Respekt for det, og det var enormt hyggeligt at mødes med både dem og med alle de andre mere eller mindre fast tilknyttede medlemmer af Tossehjørnet, som dukker op, når det lige passer i programmet.

Så vi brugte ingen energi på at diskutere, hvorvidt det er fedest at holde med AGF eller Nordsjælland. Til gengæld brugte vi masser af tid på at fortælle om vores oplevelser med klubberne og på, hvordan vi ser fremtiden og udviklingsmulighederne. Altså emner, hvor vi alle i sagens natur er helt vildt kloge på vores egen mere eller mindre overbevisende måde. Efter kampen drog rosé-drengene hjemad mod det nordsjællandske. Formentlig slukørede, men det havde de nu ikke behøvet at være. Deres udvalgte havde jo bare tabt til et bedre hold. Rigere på oplevelser fra et par dage i Århus var de helt sikkert.

One Reply to “Endnu en god dag på Communale i godt selskab”

  1. Som du Henrik, er jeg også blevet inficeret af Tossehjørnet og Freddy med kasketten. Som du ved deltog jeg selv i dette arrangement søndag mod BIF, vi to fik da også hilst på hinanden og de andre medlemmer. Jeg lover dig at det ikke er sidste gang det bliver prøvet.
    Jeg mødte op og var åben og spændt på hvad det var for en forsamlingen jeg skulle mødes med, jeg blev taget imod med åbne arme og kram, det havde jeg ikke lige set komme. Dejligt at mødes
    med ligesindede der har den samme passion for fodbold og i særdeleshed for AGF og slå nogle timer ihjel i dejligt og hyggeligt og uforpligtende selskab

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *