I min rolle som selvudnævnt leder af Kommunikationsministeriet – en enhed uden særligt ansvar eller kompetencer og som i enhver sammenhæng refererer til Statsministeriet – og som fungerende næstformand her på matriklen, vil jeg tillade mig at bringe en oversigt over noget af det gode, som 2020 trods alt har bragt.
Af hensyn til størstedelen af de potentielle læsere vil jeg anstrenge mig for at holde lix-tallet (antal bogstaver pr. ord) på et nogenlunde acceptabelt niveau. At undgå komplicerede sætningskonstruktioner er ligeledes en ambition, om end den tydeligvis bliver sværere at opfylde.
2020 blev reddet af en lille dreng
Rigtig mange går med rette i rette med 2020. Lorteår og så videre i den dur. Og for mange har der da heller ikke været alt for meget at fejre i det år, vi netop har hamret døren i til. Jeg vil tillade mig at fremhæve tre positive ting fra egen andedam og begynder omvendt kronologisk (altså med det seneste), for den første december blev hele året reddet, da vi fik et barnebarn.

Vores ældste datter, Emilie, fødte Theo og han er verdens dejligste lille dreng. Hvis nogen mener noget andet, så prøv at sige det til Kirsten. I dag, en måned gammel, har han for første gang grinet som en flækket træsko lige op i hovedet på sin morfar. Alle jer, som ikke har nogen børnebørn, skulle tage at anskaffe jer nogen. Jeg si’r det bare.
Master of puppies
På et par kolde og regntunge vinterdage sidst I januar, var Ellie, vores ca. to år gamle Golden Retriever, og undertegnede i Holstebro for at besøge Orla. En lækker hanhund. Og hunde har altså sex på både første og anden date! Orlas anstrengelser gav pote, hvis I forstår sådan en lille subtil hundehentydning, og sidst i marts fødte Ellie otte lækre hvalpe – syv hunner og en han. De følgende to måneder gik med pasning og opdræt, og vi var faktisk reddet lidt af de coronaomstændigheder, som bød os begge at arbejde hjemme.
Der var rift om hvalpene og vi kunne formentlig have solgt 50. Nu skulle vi i første omgang sige farvel til syv af dem, da Alberte fik lov at få Asta, den største af hunnerne. Og det var sindssygt svært, for vi havde knyttet os til dem alle sammen. Vi fandt dog gode hjem til dem og har bevaret kontakten til deres menneskeforældre. I starten af august fik vi så en af dem retur, da familiebøvl gjorde det svært at passe Allie ordentligt. Så nu har vi fire hunde herhjemme og de fylder (og fælder) en del. I januar kommer Ellie i løbetid igen, og så tager vi en tur mere. Ventelisten er allerede på ca. 50 familier.

Tak til søens folk
For første gang i 23 år fik AGF medaljer. Noget af tiden måtte vi komme på stadion, men det meste af tiden måtte vi ty til alternative måder at se fodbold på. Jeg har i løbet af året udviklet, vedligeholdt og dyrket et fællesskab med en samling skøre, sjove, dejlige og fantastiske mennesker, som elsker AGF og at mødes ved en sø eller i et tossehjørne på et vindblæst atletikstadion. Mærkeligt, men ikke desto mindre.
Mellem kampene hersker en kærlig men ubarmhjertig tone på Twitter, men der er aldrig tvivl om, at vores fælles referencepunkt og accepten af hinandens forskelligheder gør det hele temmelig unikt. Under alle omstændigheder, så sætter jeg stor pris på at have lært de fleste af jer at kende – og nogle af jer vil jeg næsten gå så vidt som at betegne som venner.

Da AGF spillede pokalkamp i Kolding, var vi 22 mand af sted til et til lejligheden indkøbt kampsponsorat (tak til Martin og Liberté Essentiel). Det blev en af årets store oplevelser, selv om selve kampen ikke var noget at råbe hurra for. Det gjorde vi heller ikke, men æld en masse andet. Til gengæld var vi flere, som havde problemer med at holde styr på både slutresultat og målscorere. Sidst i anden halvleg mente jeg for eksempel, at det var på tide at skifte Patrick Mortensen ind. Han havde på dette tidspunkt både scoret og lavet assist, men sådan er der jo så meget.
Hvad så med i år?
Tja, alle siger jo, at 2021 bliver bedre end sidste år, så det glæder jeg mig til. Jeg skal nyde min dejlige kone og resten af familien – og så skal jeg pleje både gamle og nye venskaber. Jeg skal også på stadion og ned til søen igen. Og så skal jeg i løbet af foråret have en afklaring på, hvad fremtiden skal bringe på jobområdet. Jeg glæder mig.
Godt nytår.
