For mange mennesker var årets vigtigste begivenhed nok opløsningen af det østeuropæiske jerntæppe symboliseret ved murens fald i Berlin i november. I min verden var der allerede sket noget meget vigtigere, for den 7. oktober blev Kirsten og jeg for første gang forældre. ”Det kan da ikke passe, at I har en datter, som er fyldt 30 år” og ”I må godt nok have fået hende tidligt” er sætninger vi af og til hører, og jo, det passer, men tak for at bemærke, at vi holder os ualmindelig godt. Kirsten var 12 og jeg var 16 i 1989 plus minus et par år eller 10.
Faktisk husker jeg ikke murens fald som noget epokegørende, det er begivenheden først blevet senere. Selvfølgelig så vi nyhedsudsendelserne med folk, der strømmede fra Øst- til Vestberlin og selvfølgelig gjorde det indtryk at se billeder af de mange, som hakkede stykker af det forhadte bygningsværk. Dog kun i et vist omfang, og det var måske fordi opblødningen i øst med Gorbatjov som foregangsmand havde stået på i et stykke tid eller måske fordi vi som nybagte og urutinerede forældre havde nok at se til med bleskift, flasketilberedning og et barn, der syntes, det var fedt at være meget vågen på alle tider af døgnet.
Året var vel også et farvel til det bedste, mest fantastiske årti musikmæssigt. Det kan selvfølgelig sagtens være, at det faktum, at 80’erne dannede rammen om ungdomsårene fra jeg var 17 til jeg blev 27, spiller ind. Til gengæld vil jeg gerne have ført til protokols, at jeg aldrig faldt for den sukkersøde 80’erpop, men var mere til den eksperimenterende del af lydbilledet, inspireret af britisk ungdomskultur og musikscenen i London. Blitz Kids, New Romantics, Steve Strange m.fl. Så når folk byder ind med Nik Kershaw, Bonnie Tyler og Culture Club, så svarer jeg igen med Paul Haig, Pete Shelley og Propaganda. Naturligvis suppleret med de lidt mere mainstream Depeche Mode, Spandau Ballet og Duran Duran, selv om sidstnævnte nok mere var stilen og udtrykket end musikken, som for alvor tiltalte undertegnede.
Hvis jeg igen skal rette blikket mod 1989, så markerede året også for alvor overgangen fra det ubekymrede ungdomsliv til forpligtelserne ved at have en familie. Jeg var/er enebarn og havde ingen forudsætninger for at kende og forstå det storfamiliekoncept, som jeg blev præsenteret for, da jeg mødte Kirsten. Det var både overvældende og overraskende – og jeg elskede det. Samhørigheden og de ubrydelige bånd, som familien Højlund/Kjærbo Christensen tydeligvis var holdt sammen af, gav anledning til masser af reflektioner om hvordan man kan leve, og selvfølgelig var det en medvirkende årsag til, at jeg ikke tøvede mange sekunder, da muligheden for at blive en bidragende del af en familie af en vis størrelse, bød sig.
Kirsten og jeg mødtes første gang i gensidig fuldskab til en fest på Handelshøjskolen fredag den 1. december 1988. Om tirsdagen var vi i biografen og se ”Good Morning Vietnam”. Torsdag aften i ”Klubben” på Handelshøjskolen opdagede jeg for første gang, at i terningespil blev der ikke taget fanger, uanset at den nyankomne manglede basalt kendskab til reglerne. Et par måneder senere blev Kirsten gravid og omkring 1. marts blev jeg så præsenteret for det glade budskab. Med beskeden om, at det var nu eller aldrig. Ville jeg være en del af projektet eller ej? Det ville jeg selvfølgelig, og selv om det var en let beslutning, som blev taget uden tøven, så husker jeg alligevel tydeligt busturen til studiet næste morgen, hvor den nye verdensorden med alskens anderledes forpligtelser materialiserede sig oppe i mit hoved.
Og det er så mere end 30 år siden, vi bliver ikke yngre og nyt tøj har vi haft. Som man siger. Jeg hører stadig musik fra 80’erne, som mange ikke kender. Oftest i bilen på vej til eller fra arbejde, for ikke at genere nogen unødigt. Jeg mødes jævnligt med nogle af de gamle håndboldvenner til udveksling af løgnehistorier, som i hvert fald ikke bliver kedeligere med årene. Jeg holder stadig ekstraordinært meget af et vist fodboldhold fra Fredensvang og har nok også en tendens til at stoppe kanalrundfarterne på de kanaler, som viser sport.
Allermest, så elsker jeg Kirsten og min familie. Mine fem børn. Mit liv. Jeg er både heldig og stolt.
