Lad mig for god ordens skyld starte med en disclaimer. Dette indlæg kommer, som overskriften måske afslører, til at handle om AGF, og hvis du ikke på samme måde som undertegnede er pænt meget engageret i klubbens ve og vel, så er det nok et fint tidspunkt at springe fra.
Jeg befinder mig midt i et dilemma, som jeg prøvede at beskrive på Twitter forleden, hvor jeg fandt ud af, at mange har det ligesom mig. Det handler om, at AGF spiller godt for tiden, og det er vi nogen, der har svært ved at forholde os til. I min tekst på Twitter eftersøgte jeg bud på, hvilken reaktion, der vil være den rigtige, hvis holdet fortsætter med at præstere. Hvis det nuværende niveau fastholdes langt ind i foråret. Hvis det måske endda er kommet for at blive.
Jeg har aldrig lagt skjul på mit tilhørsforhold til hjerteklubben fra Fredensvang. Jeg har med stolthed fremvist klublogoet i alle tænkelige sammenhænge. I medgang og (som oftest) i modgang. Sports- og fodboldinteresserede i min omgangskreds har gerne og ofte drillet med de svingende resultater, men det er stoppet for nylig – ikke midlertidigt håber jeg. Så nu kommer bekendte, som har tilknytning til andre klubber, hen og siger ”hvor spiller I bare godt for tiden” og ”hvad er der sket med AGF lige pludselig?”. Jeg siger tak og forklarer om en længere udvikling, David Nielsen, øget konkurrence om pladserne og så videre. Og det er selvfølgelig fint nok.

Jeg er også helt på det rene med, at de samme folk vil nyde at se AGF fejle. Falde ned fra den piedestal, som klubben i deres øjne endelig har spillet sig selv op på efter at have talt sig derop i forgangne årtier. Altså i deres øjne. Alle os der engagerer os lidt mere i dybden med det, der foregår i og omkring klubben, ved heldigvis bedre. At det var højtflyvende udtalelser af en trænerfantast for mange år siden, som efterfølgende har forfulgt os og er blevet brugt i flæng af udenforstående, som misunder det fællesskab, som de ikke er en del af.
Tilbage til mit dilemma. Hvordan skal jeg og mine ligesindede reagere, hvis vi fortsætter med at spille godt. Hvis det viser sig, at denne halvsæson faktisk er begyndelsen på noget stort. En ny æra for vores forening, hvis vi nu skal prøve at tage munden lidt ekstra fuld. I nærmest samme sekund som jeg postede mit opslag begyndte advarslerne at strømme ind. ”Ro på, målet er stadig Top 6” og ”Vi skal være tilfredse hvis vi ser en kontinuerlig udvikling” og ”det er fint, bare de unge får mere spilletid” var nogle at de velmenende argumenter, og dem anerkender jeg fuldt ud, og det var faktisk heller ikke klubbens målsætning, jeg satte spørgsmålstegn ved. Jeg vil bare gerne glæde mig over hvor vi er lige nu og måske endda kunne dele min glæde med andre i afmålte doser afhængig at lejligheden og omgivelserne. Så det gør jeg.
Måske kan to luftige analogier hjælpe. ”Højt at flyve, dybt at falde” kan jeg sagtens forholde mig til, om end vi nok i omverdenens øjne flyver højere end i vores egen David Nielsenske selvforståelse. Vi er faldet før, endda uden at have været ret højt oppe. ”Flyv ikke højere end vingerne bærer” giver straks mere mening, og jeg er overbevist om, at det er den proces vi har gang i. Så må vi se, hvor meget vingerne kan bære både på den korte flyvetur og den som på sigt skal bære os længere ud i verden.
I mellemtiden siger vi tak og bukker. Forklarer lidt om, hvad det er, vi har gang i. Og er stolte. Altid.
