I mandags vandt vi over Brøndby. Igen. Det udløser som sædvanlig en følelse af velbehag og tilfredshed, som det er svært at undertrykke i dagene derpå. Og naturligvis foregik det heller ikke denne gang uden dramatik både på og udenfor banen. I pausen og efter slutfløjt.
Håndgemæng mellem spillere og trænere er selvfølgelig tåbeligt. Ligesom uhensigtsmæssig adfærd af deltagerne i løbet af kampene. Det er imidlertid en del af spillet og noget, som dommeren tager sig af med henstillinger, gule og røde kort. Og efterfølgende behandler disciplinærudvalget potentielt kontroversielle hændelser for at sikre, at alt er gået rigtigt til. Det vælger vi i hvert fald at tro.
Det er en helt anden ”sag” når det handler om det, der sker udenfor banen. Tilskuernes opførsel. Jeg tænker specifikt på afbrænding af pyro. Nødblus, romerlys og/eller raketter. I henhold til de retningslinjer, som fodboldkampe afvikles på i Danmark, er det forbudt og koster betragtelige beløb i bøder, når det alligevel finder sted. Bøder, som den ansvarlige klub skal betale, flere hundrede tusind kroner. I gentagelsestilfælde kan det desuden koste lukning af stemningsafsnit eller kampe helt uden tilskuere.

Da vi var i København tidligere på året for at spille i Parken, blev der brændt så meget af, at klubben fik en bøde på en kvart million kroner og en betinget lukning af stemningsafsnittet, hvilket konkret betød, at hvis der ved hjemmekampe de næste 12 måneder blev afbrændt pyro, som influerede på kampenes afvikling, ville lukningen af stemningsafsnittet blive effektueret.
Og det er så der, hvor vi er i dag. Der er på alle medieplatforme skrevet meget om mandagens pyro-blamage, så det vil jeg ikke gå i detaljer med, blot for egen regning konstatere, at dumheden tilsyneladende trives i bedste velgående hos en gruppe af de stemningsaktive fans. Det er fint at mene, at pyro ser flot ud og bidrager til stemningen, men faktum er, at det er forbudt, og at det har store omkostninger for klubben. Hvis klubbens økonomiske og brandmæssige velbefindende ikke betyder noget for den enkelte, så er det vel rimeligt at antage, at deltagelse i og accept af fanmiljøets aktiviteter mere er af egoistiske grunde end af kærlighed til klubben?
Det er svært for en loyal AGF’er som mig at forstå, at mange er ligeglade med de konsekvenser, som deres ulovlige handlinger får. Og at man fremdeles kan definere sig som fan. I min verden burde det jo være fans af konkurrerende klubber, som infiltrerede vores stemningsafsnit for at gøre ondt på AGF. Det er bare ikke tilfældet. På X og Facebook kan man efter kampen læse, at det i deres egen optik er de rigtige fans, der brænder pyro af for at bidrage til stemningen, og at alle os, der sidder eller står på C-tribunen, ikke rigtigt har noget at skulle have sagt i den sammenhæng. Vi skal tie stille, for vi er bare en flok magelige medløbere, som ikke anerkender, hvor fantastiske vores stemningsfans er. De rigtige fans, dem der koster AGF over en million om året i bøder.
I forhold til mageligheden kan de naturligvis have en pointe, men i forhold til manglende deltagelse fra C-tribunen skyder de ganske meget ved siden af. For 7-8 år siden havde de givet haft en sag, men min og andres oplevelse af engagementet på C er, at det bestemt ikke fejler noget. Både i forhold til samspillet mellem tribunerne og generelt i produktion af larm. Stemning. Det er anderledes end på Stemningsafsnittet, men skal der ikke også være plads til det?

Debatten om hvornår og hvordan du er en rigtig fan er bøvlet og har en tendens til hurtigt at løbe af sporet. Følelser, du ved. Personligt var jeg til min første kamp som AGF-fan den 25. maj 1971, hvor vi mødte Liverpool. Efterfølgende har jeg frekventeret Communale, Århus Stadion, NRGi Park og Ceres Park til de fleste hjemmekampe og har desuden været afsted til pokalfinaler og et utal af udekampe. Ser kampene i selskab med en flok andre halvgamle tosser, og vi jubler, græmmes, krammer og kaster om os med opmuntringer og ukvemsord. Det virker for mig, og jeg har det faktisk lidt stramt med, at bebumsede gymnasieelever med to-tre tilhængerår i rygsækken skal beklikke min dedikation til klubben.
Det giver dog ingen mening at starte eller deltage i en debat om emnet på for eksempel Facebook, medmindre du er indstillet på øjeblikkeligt at få smidt dårligt stavede svinere i hovedet af bedrevidende ignoranter. Vi er flere, der har prøvet, og det er simpelthen umuligt at trænge igennem til dem med argumenter, som er i disharmoni med deres. Det er meget svært for mig at forstå, hvordan man kan undgå at mene, at overdreven brug af pyro skader klubben. Og jeg tvivler faktisk på, at det er muligt for nogen at gøre mig klogere på det område.
Så nu skal vi spille uden de stemningsskabende fans mod Lyngby – og det er da ærgerligt. Også fordi størstedelen af de fans, som kommer på afsnittet, er der for at bidrage til stemningen. Jeg håber på øget selvjustits på området, men ved godt, at det er naivt. Giv dem dog nogle kindheste eller en omgang buksevand, når de begynder at finde deres kujonmasker frem, så er det nok på et tuidspunkt ikke så sjovt længere. På den anden side, når betegnelser som ”tydeligt påvirkede” og ”voldspsykopater” bringes i spil om de hætteklædte nødblusekvilibrister, så er det forståeligt, at man hellere bakker end risikerer at få noget klinket.
Man kunne dog måske ønske, at vagterne – eventuelt bevæbnet med skumslukkere – blandede sig i begivenhederne i stedet for bare at stå og se på. For det får tydeligvis ikke tåberne til at holde sig tilbage. Jeg ved faktisk ikke, hvad der skal til. Men hvorfor er det, at I hader jeres klub?
