Så skal vi til det igen. I weekenden begynder Superligaen efter noget der føles som flere års pause med masser af spekulationer, transfervindue og træningskampe. Søndag i Haderslev. Et halvslattent SønderjyskE-hold skal have på puklen af Uwes velsmurte AGF-maskine. ”Nemt” siger vi formentlig søndag aften efter den ventede storsejr eller en smal gevinst sikret i overtiden på en tvivlsom pløjemark. For vi har jo på overbevisende manér vundet alle testkampene og holdet er tilsyneladende i en fysisk forfatning, som aldrig set tidligere.
Så hvad kan gå galt? SønderjyskE er jo blot et ubetydeligt bump på vejen mod de gyldnere tider, som allerede materialiseres til sommer. Og er vores største bekymring i virkeligheden, at vi formentlig ikke får lov at spille europæiske kampe i Vejlby? Tja…
Min kone siger ofte, at AGF betyder mere for mig end familien. Og selv om jeg for husfredens skyld altid afviser kategorisk, så har hun måske en pointe, selv om ”mere” måske er at strække den lidt rigeligt. Jeg vil gå så langt som til at betegne mig selv som et meget rummeligt menneske, hvor der er plads til begge dele. Med en klar prioritering på kampdage (og i sæsonen) og plads til alt muligt andet i sommer- og vinterpausen. Hun har vist efterhånden vænnet sig til at dele pladsen i mit hjerte med AGF og et eller andet sted har jeg hende mistænkt for at nyde freden, når jeg er afsted til kampe sammen med mine brovtende, useriøse og herlige fodboldkammerater.

Jeg har oplevet meget med hjerteklubben. Så min første kamp som meget ung AGF-fan i maj 1971, hvor vi besejrede Liverpool med 3-2 på det gamle gamle Communale. Har skrevet kampprogrammer i 80’erne og oplevet den seneste storhedstid i 90’erne på nærmeste hold. Har været passager på bumletoget gennem 0’erne og 10’erne. Og er nu for alvor klar til at være en del af den umiddelbart forestående storhedstid, som (naturligvis) er på vej. Det virker i hvert fald som om, at AGF på alle organisatoriske niveauer har sat vand over til at mene det alvorligt.
Det er svært ikke at være imponeret over den udvikling, som klubben har været igennem. Specielt de seneste ti år er der taget kæmpe skridt både sportsligt, forretningsmæssigt og på fanscenen. Det ligger lige for at kalde det for en Jacob Nielsen effekt, og han har ubetinget været en afgørende katalysator, men har også sammen med Lars Fournais formået at sætte et stærkt hold udenfor kridtstregerne. Og det ser vi resultaterne af i en tid med masser af udfordringer i forbindelse med stadionbyggeri, flytning af hjemmebane, etablering af akademi og et formaliseret samarbejde med den nye talentforpost i Uganda. Masser af bananskræller, tungen lige i munden, svære beslutninger m.m.
Det betyder også, at det er blevet federe at kunne fortælle, at jeg holder med AGF. Jeg har nu aldrig holdt mig tilbage i den henseende, men det føles som om, at der er kommet mere respekt om klubben og at de temmelig nedladende kommentarer er blevet færre. Nu er det mest vores forestående indtog på Champions League-scenen, der bliver kommenteret på – og fred være med det. Det kommer jo mest fra pseudofans, der holder med historieløse kapitalprojekter, som aldrig kommer i nærheden af at kunne prale af den ånd og sjæl, som vi i AGF besidder. Har jeg nævnt, at jeg glæder mig til sæsonstarten? Jeg vil være på plads i udebaneafsnittet i Haderslev på søndag og på Ceres Park Vejlby ved samtlige hjemmekampe indtil ”Skovens Arena” står klar i Kongelunden nede i bunden af Stadion Allé. Hvor der står en krukke med guld.
Opdatering efter forårspremieren i Haderslev: Nemt…
