Situationsfornemmelse

Jeg har efterhånden nået en alder, hvor det er accepteret, nærmest forventet, at man er sur en gang imellem. Og det er sådan set fint nok. Jeg prøver lidt at fordele sol og vind lige, så det ikke altid er de samme det går ud over, og det fungerer egentlig ok.

Her til aften var jeg ude at gå med vores hunde. En tyk på tre år og en damp-ramt på tre måneder. Knap en kilometer nede ad vejen kæmpede jeg en brav kamp for at holde snorene viklet fra hinanden, da der pludselig kom 3 ældre medborgere rundt om et hjørne ca. 20 meter fra os. Jeg trak hundene til mig bedst muligt for at stå stille og lade personerne passere. I stedet for bare at passere i god ro og orden kom de tre nu hen mod mig og hundene.

Den tykke hund hev i snoren (stærk) og jeg mistede balancen og trådte forkert på foden ned på halen af den lille hund, som peb. Nu halvvejs lå jeg inde i en hæk med smerter i foden og to hunde, som var nærmest over det hele. Og lige der mistede jeg lidt af forståelsen for menneskeheden. En af de tre årsager til hele miseren kom nemlig hen til mig, kiggede ned i mit i smerte forvredne ansigt og spurgte: “Hvad hedder hundene?”

Det var jeg faktisk ikke på halvliggende fod i stand til umiddelbart at svare på. Jeg granskede blot indgående de forbipasserendes ansigter for at finde tegn på tilbageståenhed. Jeg fandt ingen. Heldigvis er både hundene og jeg selv kommet videre uden alvorlige mén.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *