Man gjorde en havestol fortræd

Jeg var til fodbold i aftes.

Sammen med cirka 10.000 andre fodboldafficionados og andet godtfolk havde jeg valgt at bruge en mandag aften i efterårsferien på at byde De Hviies nye træner velkommen, og så selvfølgelig på at finde ud af, om man egentlig kunne se forskel på den måde, holdet præsenterede sig på. Det kunne man. ”Spilleglæde” var et af de ord, som lå yderst på tungen, da jeg i pausen i selskab med ligesindede kommenterede på begivenhederne fra en opløftende første halvleg. Al fortidens underlige snak om processer var tydeligvis på vej i glennebogen.

Vi var endda enige om, at vi formodentlig var blevet snydt for et straffe – enten til Spelmann eller til Dino i halvlegens døende sekunder. For selv om man er fra Balkan (Dino, ikke Spelmann) så reagerer man vel ikke så voldsomt på et gult kort for film, hvis der faktisk er film? Måske alligevel, men så kom spillerne ud fra pausen.

”Hvor er Dino?” nåede jeg lige at tænke, før storskærmen afslørede, at den lille kroat i løbet af pausen var blevet præsenteret for sit andet gule, og efterfølgende det røde kort. Hvad dælen var der sket? For anden gang i sæsonen havde den tåbelige balkanbavian svigtet holdet med sine ukontrollerede anfald. Troede vi. Og spillerne på banen virkede voldsomt rystede.

Det viste sig, at dommeren enten havde hørt eller set på video, at Dino på vej fra banen havde sparket til fire havestole. Det er faktuelt forkert, for han skubbede til én og derved væltede to. Ingen af stolene kom dog alvorligt til skade, og efter at have sundet sig en kort stund var de, uden at virke påvirkede af den ublide medfart, klar til anden halvleg. Det var Dino også, men da spillerne var på vej på banen igen – altså efter pausen og 12-13 minutter efter stoleepisoden – valgte dommeren (som tilsyneladende er udstyret med det gode danske fodboldstadiondommernavn Ludersen) at tildele Dino endnu et gult kort.

Den positive pausesnak var således forgæves og en ny gameplan skulle sættes i værk hos et hold, som allerede stod klar inde på banen. Det var altså ikke i orden.

Vi (AGF, ikke tilskuerne) valgte så at nedlægge protest over urimeligheden i forløbet. Hvis protesten skal tages til følge, så kræver det imidlertid, at dommeren indrømmer, at han har dømt for noget, han ikke har set. Og det gør han ikke før helvede fryser til. På en uge med to torsdage. Selv om tv-billeder viser, at han ikke så, hvad der skete.

Og hvad sker der lige for et sådant selviscenesættende stunt af en dommer uden fornemmelse for ordentlig, smidig kampafvikling? Han kunne bare have løftet pegefingeren overfor en varmblodet, østeuropæisk og uintelligent spiller med en puls på 250, som lige havde følt sig bortdømt, men han skulle absolut bringe sig selv i centrum med utidigt regelrytteri af værste skuffe. På samtlige landets diskoteker står publikum aften efter aften og skubber til taget uden indblanding fra myndighederne, men på stadion må man ikke engang skubbe til en havestol. Helt ærligt, altså!

Jeg synes, det er synd for David Nielsen, at kampen blev ødelagt. Det er også synd for alle os, som var mødt frem. Og for spillerne. For jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået lov at fortsætte i samme stil som før pausen, så havde vi vundet, for vi spillede jo godt og Lyngby var et tegneseriehold. Jeg synes stadig Dino er en idiot, men i aftes var han ikke den største. Det var dommeren.

Og så ved jeg godt, at elektroniske hjælpemidler til dokumentation af hvad som helst fra utallige vinkler måske i sidste ende vil gøre disse udgydelser ukorrekte og ligegyldige. Men jeg er faktisk ikke særligt interesseret i at få at vide, at jeg tager fejl. For fodbold er følelser, og nogle gange er det mindre væsentligt, når fakta dræber den gode historie.

Mens landsholdet var i gang med at spille uafgjort mod Rumænien

Det kan meget vel være, at det er at tage munden for fuld, når jeg påstår, at jeg har en fritidsbeskæftigelse som rejsearrangør. For indtil videre har jeg ”kun” arrangeret ture til østeuropæiske destinationer for tre vennepar inklusive Kirsten og mig selv i vores rejseklub. De er så til gengæld gået godt. Turene altså. ”Over al forventning” vil Kirsten nok sige med udgangspunkt i sin notorisk manglende tiltro til mine evner som organisator. Først var vi i Gdansk i Polen, siden besøgte vi Vilnius i Litauen og i sidste uge gik turen så til Cluj i Rumænien.

Arven fra den gamle diktator
Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle forvente af mødet med Rumænien. Vi skulle dybt ind i Østeuropa, og jeg kunne ikke lade være med at forholde mig til nethindebillederne fra dengang, hvor man på bestialsk vis tog afsked med Ceausesku og hans kone foran en mur i et fængsel i Bukarest. Hvor meget var man kommet videre? Hvad med tyveknægte, sigøjnere og almindelig lovløshed? På de tidligere ture til Polen og Litauen kunne vi konstatere, at man er kommet langt med genopbygningen fra gammelt lort til tålelige forhold af vesteuropæisk standard, selv om der stadig mangler en del. Er det så også tilfældet i Rumænien?

Tja, nej, både og. Da vi kørte fra lufthavnen ind mod byen, som huser omkring en halv million indbyggere, var mit umiddelbare indtryk det samme, som da jeg i foråret med egne øjne så favelaerne i Rio de Janeiro. Det var godt nok noget slum, og lige der var jeg noget bekymret for, hvad det var, jeg havde rodet mine medrejsende ud i. Det skulle så vise sig, at lufthavnen var placeret i yderkanten af de fattigste kvarterer i byen, formentlig fordi der ikke her ville være så mange til at klage over støjen. Det er dog helt min egen betragtning.

Forskellige nuancer af beige
Hvis du ønsker at få et billede af, hvordan Østeuropa er, så skal du tage til Cluj i Rumænien. Slummen i de vestlige forstæder blev ind mod centrum afløst af boligblokke i tegneserieøsteuropæisk stil, og man kunne fristes til at mene, at en statslig forordning havde dikteret, at der udelukkende måtte males i beige/gullige nuancer. Det havde også sin charme, tror jeg. Der var også en del ganske flotte bygninger, specielt kirker, hvor der var gjort en masse ud af arkitekturen. Og så var der selvfølgelig statuer over det hele. Og tandløse morliller iklædt farvestrålende gevandter. Babuskas in real life.

Kirsten foran en af de mange                        statuer i Cluj

Ret hurtigt begyndte Cluj at vokse på os. Vi bevægede os ud i bybilledet helt uforberedte på, hvad vi kunne forvente. Efter omkring 150 meter mødte vi et skilt hvorpå der stod ”Carlsberg” udenfor en restaurant, som faktisk så ganske indbydende ud. Det var den også, skulle det senere vise sig. Og vi blev straks mere rolige. Inde i centrum var der masser af hyggelige cafeer, brede boulevarder og en summen af liv, som byens universitet med 60.000 studerende er med til at vedligeholde. Og lidt på den anden side af centrum fandt vi desuden en meget moderne bydel med nybyggeri i vestlig stil, indkøbscentre og imponerende domiciler for multinationale virksomheder. En masse for enhver smag, kunne man sige.

Øst med øst på
Jeg er glad for, at jeg har oplevet Cluj og Rumænien, for det er steder, hvor man ikke kommer så tit. Utvivlsomt det mest østeuropæiske af de lande, jeg har besøgt. På godt og ondt kunne man fristes til at sige, men det ville nok være forkert, for egentlig var der ikke noget ondt ved det. Skal man være lidt højtravende, så det ud som om, at de lokale havde affundet sig med deres skæbne og prøvede at få det bedste ud af deres situation. Der var i hvert fald gang i en masse dernede. Alle var venlige og imødekommende og vi følte os trygge både om dagen og om aftenen.

Og så var der billigt. En halv liter fadøl til en tier på en restaurant og aftensmad til omkring en halvtredser. Inklusive vin. En taxatur på fem kilometer kostede en tyver. Flyvetur frem og tilbage, fire dage med tre overnatninger i fin lejlighed på 80 M2 og al forplejning inklusive adskillige restaurantbesøg løb op i knap 3.500,- kr. Altså for Kirsten og jeg tilsammen, så det kan der vist ikke klages nok over.

Been there done that
Kan det så anbefales at tage en tur til Rumænien? Det synes jeg bestemt, men samtidig vil jeg sige, at nu har jeg været der. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente på forhånd, men alligevel blev jeg overrasket over de store kontraster, som stadig findes i et land forholdsvis tæt på os. Og det er tydeligt, at man er kommet videre fra tiden med den gamle diktator. Ham er man ikke videre stolt af…

David og Goliath

Jeg holder med AGF. Det kan hverken læsere af denne blog eller folk som mere eller mindre regelmæssigt befinder sig i nærheden af mig være i tvivl om. Og nu skal vi så have ny træner. Endnu en gang har træneren i spidsen for min hjerteklub ikke levet op til de store forventninger, som er forbundet med at være træner i Århus. Det kan man så mene om, hvad man vil, og det er der selvfølgelig mange der gør. Fair nok.

Men hvad synes jeg så om det? Her bliver det straks mere kringlet, for jeg synes, at det er temmelig umuligt at have en kvalificeret holdning til et ansættelsesforhold, som man kun ser en begrænset del af. Det, som pressen og den brede offentlighed spekulerer i og dagligt offentliggør på mere eller mindre troværdig og veldokumenteret vis.

Med andre ord, så aner jeg ikke en hujende fis om, hvad der foregår når spotlightet er slukket. På ledelseskontoret, i omklædningsrummet, på træningsbanen, på busturene. Og alle de andre steder, som vi ikke har adgang til.

Derfor vælger jeg at tro på, at ledelsen i klubben er kompetent nok til at træffe de rigtige valg. På kort sigt, på den lange bane og med behørig hensyntagen til alle mulige forbehold, programerklæringer og optimal varetagelse af klubbens tarv. Det er jeg simpelthen nødt til.

Jeg er nødt til at stole på, at de personer, som er ansat til at skabe de bedst mulige forudsætninger for succes for AGF, er deres opgave voksen. Hele vejen igennem systemet. Og hvis de ikke er det, så skal de ikke være der. Det er egentlig ikke særlig svært.

For når de ovenfor nævnte forudsætninger er på plads, så er det lettere at indtage sin faste plads i C3 på ”Communale” for at råbe, skrige, juble og græmmes. Glædes over sejre og været frustreret over nederlag og uretfærdige pointdelinger.

AGF er mit hjerteblod, og jeg støtter klubben. Loyaliteten varer evigt. Uanset…

Vold burde ikke rime på bold

Jeg er ligeglad med FCK og Brøndby. Ligeglad som i “jeg holder med et andet hold”. Men jeg er bestemt ikke ligeglad med at være nødt til at be’ min niårige søn kigge væk fra tv-skærmen grundet for voldsomme scener i overtiden af en fodboldkamp.

Selvfølgelig er det nogle få, der har siddet for længe i vinduet, som ødelægger det for de mange. Selvfølgelig skal de aldrig lukkes ind på et superligastadion igen. Selvfølgelig skal opførslen både før og under kampen have konsekvenser.

Så nu får FCK formodentlig en bøde. Og den betaler de så efter at have beklaget sig over størrelsen (som man jo skal). Så kommer der andre tosser fra det samme eller et andet hold, som så laver ballade. Skruen uden ende. Nye bøder, måske kampe uden tilskuere. Fodboldspillet – og i denne forbindelse Superligaen – er de klare tabere.

For et par år siden var det Brøndby, det var galt med. Masser af ballade, brug af pyroteknik, slagsmål og ødelæggelser. Så fik klubben en bøde. Og endnu et par stykker. Til sidst fik man at vide, at i gentagelsestilfælde ville der blive sat ind med hårde sanktioner. Det skete så bare aldrig, og da man havde en lokal rigmand, som var voldsomt træt af sine penge, så mærkede klubben ligesom aldrig noget til alvoren. Senest smed de døde rotter ind på banen og fik efterfølgende at vide, at det ikke var en god idé heller. Pegefingeren var løftet meget højt op!

Efter min mening er der kun en ting der hjælper. Fratrækning af points. Hvis en klub bliver svækket i mesterskabskampen – eller i værste fald risikerer at rykke ned – fordi enkelte fans ikke kan opføre sig ordentligt, så er det min klare overbevisning, at egenkontrol og intern selvjustits vil kunne klare det meste.

Og få så pillet de kujonagtige hætter af tosserne. Det hører (heller ikke) hjemme på et fodboldstadion.

Tilbage til 80’erne

Ældgammelt. Retrospektivt. Holden fast i en for længst svunden tid. Mange i min alder bruger de seneste års 80’er revival til endnu en gang at svælge i alt det, som var med til at definere dem som mennesker. Og det er sådan set fint nok, men alting med måde.  Det, som jeg gerne vil prøve at illustrere er, at tid i nogle sammenhænge faktisk ikke har nogen særlig betydning. At 35 år ikke gør nogen forskel.

I sidste weekend var jeg til et stort, folkeligt arrangement i Aalborg. DGI’s Landsstævne. Jeg var på arbejde som presseansvarlig, men fik også masser af mulighed for at deltage i folkefesten. Fredag formiddag var jeg på besøg på håndboldbanerne, da gamle venner optrådte på et af veteranholdene (så gamle er vi nemlig blevet). Vi aftalte at mødes om aftenen, som jeg skulle starte sammen med kollegerne med mad, vin og fadøl. Og vi mødtes, gjorde vi, tre gamle venner. De samme tre som i 1982, dagen efter overstået studentereksamen, tog afsted til Italien og Frankrig på interrail.

Niels og jeg har holdt kontakten nogenlunde gennem alle årene, selv om han til daglig bor i USA. Carsten har jeg snakket med ved sjældne lejligheder. Nu stod vi så der i baren (det småregnede) til koncert med et TV2-kopiband. Senere på en irsk pub. Var det så svært at finde på noget at snakke om? Fra vi mødtes ved 23-tiden og til vi sagde farvel klokken efter 3 om morgenen, fik vi udvekslet et halvlangt livs erfaringer. Sorger og glæder uden filter. Fortroligheden var der øjeblikkelig. Jeg er uendelig glad for de timer, jeg tilbragte i Aalborg den nat sammen med de to drenge. Halvgamle mænd, whatever. Jeg kan leve længe på minderne.

Selvfølgelig var vi halvfulde, men det var lige meget. Jeg fik lov til at komme tæt på og vi fik delt en masse livserfaring. Det var tydeligt – og lidt uvirkeligt – at vi forstod hinanden uden at behøve en masse supplerende beskrivelser. Et fælles DNA, som tiden ikke har kunnet nedbryde. Det er svært helt at forklare, men det er godt nok livsbekræftende.

Tilbage står, at vi jo holder os ret godt og stadig er forholdsvis aktive. Og så er vi blevet ganske meget klogere. Tak for en fantastisk oplevelse den fredag/lørdag i Aalborg.

Næste år eller året efter eller…

Forleden var jeg til Champions League finale. Altså ikke i Cardiff, men næsten. Real Madrid spillede mod Juventus, og det var to hold som formodentlig ville kunne matche AGF på en god dag. De havde også lige fløjet pokalen ind, så de kunne tage et billede af den sammen med mig. Og det var da ok, for det var før Smørhår fik fat i den og gjorde den helt fedtet.

Jeg holdt ikke specielt meget med nogle af holdene (mest med Juve), da jeg lægger min passion hos De Hviie, men det er altid fedt at opleve, når nogen brænder for noget. På aftenen var det tydeligt, at Los Blancos og La Vecchia Signora betød noget. Det er lidt det samme med de andre superligahold og deres tilhængere.

Søndag reddede AC Horsens endnu en sæson i Superligaen, og det betyder en hel masse for mange mennesker, hvoraf en del var kørt tre timer i bus til et lortestadion i Hjørring for at støtte deres udvalgte. Det har jeg stor respekt for. Til gengæld kniber det lidt med respekten, når nogle Viborg-fans vil banke træner og spillere efter nedrykningen.

Uanset hvem du holder med, så er prisværdigt, når det er passionen, der driver det. Og jeg er da helt sikker på, at massevis af hviie skabsfans vil bekende endeligt kulør, når AGF snart løfter pokalen med de store ører. For det kommer helt sikkert til at ske…

 

Situationsfornemmelse

Jeg har efterhånden nået en alder, hvor det er accepteret, nærmest forventet, at man er sur en gang imellem. Og det er sådan set fint nok. Jeg prøver lidt at fordele sol og vind lige, så det ikke altid er de samme det går ud over, og det fungerer egentlig ok.

Her til aften var jeg ude at gå med vores hunde. En tyk på tre år og en damp-ramt på tre måneder. Knap en kilometer nede ad vejen kæmpede jeg en brav kamp for at holde snorene viklet fra hinanden, da der pludselig kom 3 ældre medborgere rundt om et hjørne ca. 20 meter fra os. Jeg trak hundene til mig bedst muligt for at stå stille og lade personerne passere. I stedet for bare at passere i god ro og orden kom de tre nu hen mod mig og hundene.

Den tykke hund hev i snoren (stærk) og jeg mistede balancen og trådte forkert på foden ned på halen af den lille hund, som peb. Nu halvvejs lå jeg inde i en hæk med smerter i foden og to hunde, som var nærmest over det hele. Og lige der mistede jeg lidt af forståelsen for menneskeheden. En af de tre årsager til hele miseren kom nemlig hen til mig, kiggede ned i mit i smerte forvredne ansigt og spurgte: “Hvad hedder hundene?”

Det var jeg faktisk ikke på halvliggende fod i stand til umiddelbart at svare på. Jeg granskede blot indgående de forbipasserendes ansigter for at finde tegn på tilbageståenhed. Jeg fandt ingen. Heldigvis er både hundene og jeg selv kommet videre uden alvorlige mén.

Jeg har en kammerat, der hedder Johnny

Johnny og jeg har en fælles forhistorie, som egentlig hører til ovre i den sort/hvide afdeling. Men det er den egentlig alt for uspændende til, for det er i princippet bare nogle fælles referencepunkter fra en tid i århusiansk håndbold i slutningen af firserne og i de tidlige halvfemsere, hvor vi godt nok var i samme forening, men på forskellige hold.

Helt kort fortalt, så kendte vi hinanden fra dengang, da vi for nogle år siden begyndte at kommentere på de samme ting på Facebook. Og fandt ud af, at vi faktisk synes godt om mange af de samme ting. Så vi mødtes, løb en tur rundt om Bygholm Sø og holdt kontakten, så den vel her i 2017 nærmest er daglig.

Vi har naturligvis talt med hinanden om den forløbne tid, og om, hvordan vores oplevelser har præget os som mennesker, men vi sidder ikke omkring et virtuelt lejrbål og synger sørgelige sange, mens vi drømmer om dengang stadionsøerne var frosset til hver eneste vinter og AGF var titelaspiranter i hver sæson (det bli’r de i øvrigt igen næste år). Faktisk har Johnny lært mig meget om at leve i nuet.

Vi har løbet halvmaraton sammen og været afsted til et utal af fodboldkampe. Vi har brugt adskillige timer i Fitness World og har svedt sammen til spinning. Men det vigtigste er, at vi kan sige alt til hinanden. Og det sætter jeg utrolig stor pris på. Da Johnny dagen før sin 50-års fødselsdag fik konstateret kræft fik jeg det at vide nærmest på samme tid som hans børn. Og besluttede øjeblikkeligt at ville vide alting om sygdommen og aldrig at gå på listesko omkring ellers tabubelagte emner som kræft, kemo, død og ødelæggelse.

Så jeg spørger. Selv om det i vid udstrækning ikke er nødvendigt, da Johnny har besluttet at gøre sin kamp mod sygdommen til en offentlig ting. Prisværdigt, fantastisk og udmattende. Det hjælper både ham selv og en masse omkring ham, som støtter og er vildt glade for hans åbenhed. Jeg er egentlig bare stolt af at kende ham, for jeg ved hvor meget overskud det kræver. AC Horsens er dog stadig belagt med en vis mængde tabu, så det taler vi ikke om, kender ingen af deres spillere (bortset fra Kim) og ved ikke hvornår de spiller.

Faktisk gør det ikke den store forskel for mig, at min bedste kammerat har kræft. Er jeg så dum og ufølsom? Det er selvfølgelig synd for ham, hård skæbne og alt sådan noget, men det kan ingen af os bruge til noget. Det er ligesom de rammer, der er udstukket, og så må vi få det bedste ud af det. Så vi tager til fodbold. Og går i fitnesscenteret. Og snakker om familien, det kommende transfermarked og store koncertoplevelser. Og om de kampe, som vi kæmper. Hver for sig, men mest sammen. Vi deler.

De næste mange år vil vi følge intensivt med i, hvad der sker i AGF. Vi vil også komme med humoristiske (synes vi selv) indslag på de sociale medier, som får trådene til at strækkes i det uendelige. Og være ulideligt onkelagtige i vores kommentarer til hvad som helst. Det må vores omgivelser så leve med, for de har i virkeligheden ikke noget valg.

 

Jeg holder med de hviiie

Jeg kan ikke gøre for det. Det er ikke engang noget, jeg selv har valgt. Det har bare altid været sådan. Jeg holder med AGF. De hviiie fra Fredensvang. Og hvorfor er det så, at man holder med en klub, hvis seneste pokal- og mesterskabstriumf ligger helt tilbage i forrige århundrede? Er det en eller anden masochistisk trang til år efter år at lade sig trække igennem en endeløs række af misbrugte muligheder og uforløst potentiale?

Måske. Faktum er, at det kommer dybt indefra og er svært at beskrive – og endnu sværere at forklare for alle dem, som mærkeligt nok ikke har det på samme måde. Altså mennesker uden rigtigt indhold i livet.

Det handler om stolthed. En traditionsklub fra 1880. Det vigtigste i verden, når det gælder fodbold. Og det behøver andre i princippet ikke kunne forstå.

Den allerførste gang…

Lige nu er du vidne til mit absolut første blogindlæg. Så bær lige lidt over med med mig. Når jeg har øvet mig, så lover jeg, at kvaliteten får et markant løft opad.

Her står jeg i Polen foran et lyserødt fly. Hvilket naturligvis giver god mening.