Jeg var til fodbold i aftes.
Sammen med cirka 10.000 andre fodboldafficionados og andet godtfolk havde jeg valgt at bruge en mandag aften i efterårsferien på at byde De Hviies nye træner velkommen, og så selvfølgelig på at finde ud af, om man egentlig kunne se forskel på den måde, holdet præsenterede sig på. Det kunne man. ”Spilleglæde” var et af de ord, som lå yderst på tungen, da jeg i pausen i selskab med ligesindede kommenterede på begivenhederne fra en opløftende første halvleg. Al fortidens underlige snak om processer var tydeligvis på vej i glennebogen.
Vi var endda enige om, at vi formodentlig var blevet snydt for et straffe – enten til Spelmann eller til Dino i halvlegens døende sekunder. For selv om man er fra Balkan (Dino, ikke Spelmann) så reagerer man vel ikke så voldsomt på et gult kort for film, hvis der faktisk er film? Måske alligevel, men så kom spillerne ud fra pausen.
”Hvor er Dino?” nåede jeg lige at tænke, før storskærmen afslørede, at den lille kroat i løbet af pausen var blevet præsenteret for sit andet gule, og efterfølgende det røde kort. Hvad dælen var der sket? For anden gang i sæsonen havde den tåbelige balkanbavian svigtet holdet med sine ukontrollerede anfald. Troede vi. Og spillerne på banen virkede voldsomt rystede.
Det viste sig, at dommeren enten havde hørt eller set på video, at Dino på vej fra banen havde sparket til fire havestole. Det er faktuelt forkert, for han skubbede til én og derved væltede to. Ingen af stolene kom dog alvorligt til skade, og efter at have sundet sig en kort stund var de, uden at virke påvirkede af den ublide medfart, klar til anden halvleg. Det var Dino også, men da spillerne var på vej på banen igen – altså efter pausen og 12-13 minutter efter stoleepisoden – valgte dommeren (som tilsyneladende er udstyret med det gode danske fodboldstadiondommernavn Ludersen) at tildele Dino endnu et gult kort.
Den positive pausesnak var således forgæves og en ny gameplan skulle sættes i værk hos et hold, som allerede stod klar inde på banen. Det var altså ikke i orden.
Vi (AGF, ikke tilskuerne) valgte så at nedlægge protest over urimeligheden i forløbet. Hvis protesten skal tages til følge, så kræver det imidlertid, at dommeren indrømmer, at han har dømt for noget, han ikke har set. Og det gør han ikke før helvede fryser til. På en uge med to torsdage. Selv om tv-billeder viser, at han ikke så, hvad der skete.
Og hvad sker der lige for et sådant selviscenesættende stunt af en dommer uden fornemmelse for ordentlig, smidig kampafvikling? Han kunne bare have løftet pegefingeren overfor en varmblodet, østeuropæisk og uintelligent spiller med en puls på 250, som lige havde følt sig bortdømt, men han skulle absolut bringe sig selv i centrum med utidigt regelrytteri af værste skuffe. På samtlige landets diskoteker står publikum aften efter aften og skubber til taget uden indblanding fra myndighederne, men på stadion må man ikke engang skubbe til en havestol. Helt ærligt, altså!
Jeg synes, det er synd for David Nielsen, at kampen blev ødelagt. Det er også synd for alle os, som var mødt frem. Og for spillerne. For jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået lov at fortsætte i samme stil som før pausen, så havde vi vundet, for vi spillede jo godt og Lyngby var et tegneseriehold. Jeg synes stadig Dino er en idiot, men i aftes var han ikke den største. Det var dommeren.
Og så ved jeg godt, at elektroniske hjælpemidler til dokumentation af hvad som helst fra utallige vinkler måske i sidste ende vil gøre disse udgydelser ukorrekte og ligegyldige. Men jeg er faktisk ikke særligt interesseret i at få at vide, at jeg tager fejl. For fodbold er følelser, og nogle gange er det mindre væsentligt, når fakta dræber den gode historie.


et, på træningsbanen, på busturene. Og alle de andre steder, som vi ikke har adgang til.
holdt ikke specielt meget med nogle af holdene (mest med Juve), da jeg lægger min passion hos De Hviie, men det er altid fedt at opleve, når nogen brænder for noget. På aftenen var det tydeligt, at Los Blancos og La Vecchia Signora betød noget. Det er lidt det samme med de andre superligahold og deres tilhængere.

Lige nu er du vidne til mit absolut første blogindlæg. Så bær lige lidt over med med mig. Når jeg har øvet mig, så lover jeg, at kvaliteten får et markant løft opad.